Endnu et nyt Formel 1 hold på vej

Meget tyder på, at FIA har sagt god for endnu et nyt Formel 1 hold. Denne gang er det det rumænske hold Forza Rossa, der går efter at komme til start allerede i 2015.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 2/6 2014 klokken 14:06

FIA har ikke officielt bekræftet, at de har sagt god for Forza Rossas ønske om at stille med et Formel 1 hold, men meget tyder på, at det nu kun er et spørgsmål om dage, inden den officielle meddelelse kommer ud.

Forza Rossa ansøgte om retten til at forme et Formel 1 hold samtidig med Gene Haas, som fik sin tilladelse i sidste måned, men i første omgang blev Forza Rossa altså ikke godkendt til at stille med et hold.

Hvorfor de ikke fik godkendelsen i første omgang, blev ikke meldt ud, andet end at FIA havde nogle ekstra ting, de ville undersøge, inden de ville tage en endelig stilling.

Nu skulle alt dog være på plads hos Forza Rossa.

Holdet har, trods den manglende FIA godkendelse, ikke holdt igen med udviklingen af deres nye bil, som vi allerede nu ved vil anvende Renault motorer og have den tidligere HRT chef, Colin Kolles, som chef.

Ejeren af holdet er rumæneren Ion Bazac, der er tidligere sundhedsminister i Rumænien og ejer af en del spændende forretninger, herunder Rumæniens Ferrari Import, der går under navnet Forza Rosso.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Massa glad Halløj, her kommer McLaren »