• Forside

Massa: Dækkene skyld i sejren

Med Ferraris 1-2 sejr i USA’s Grand Prix på Indianapolis Motor Speedway i søndags er italienernes mange fans begyndt at vejre morgenluft. Kan Ferrari nu endelig true Renault? Ikke nødvendigvis, mener Filipe Massa.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/7 2006 klokken 20:07

Efter at have domineret sæsonen hidtil blev Renault sat på plads i USA’s Grand Prix, hvor det til en forandring var Ferrari, der tog de første øverste podiepladser, med Michael Schumacher øverst efterfulgt af teamkammeraten Filipe Massa og med Renaults Giancarlo Fisichella hele 16,5 sekunder efter.

Mange fans håber derfor, at Renaults dominans er et overstået kapitel, men ifølge Filipe Massa skal man ikke sætte forventningerne alt for højt.


Massa foran Schumacher i USA's Grand Prix. Brasilianeren giver dækkene skylden for sejren til Ferrari.

”Efter sådan en dominans som på Indianapolis er jeg flere gange blevet spurgt, om dette er et tegn på, at Ferrari er på vej tilbage,” udtaler Massa ifølge Ferraris pressetjeneste. ”Teamet har nærmet sig på toppen i de seneste løb…”

”Efter løbet sidste år, er jeg dog sikker på, at det andet dækfabrikat (Michelin, red.) havde anlagt en mere konservativ indfaldsvinkel til løbet i søndags, end de ellers plejer.”

”Men på Indianapolis viste det sig, at Bridgestone kan klare at køre under meget høje temperaturer, og det skal vi nu også se om de også kan i den Europæiske sommer. Lagt sammen med nogle opdateringer af bilen, tror jeg, at vi vil være meget konkurrencedygtige.”

Massa indrømmede, at han var meget glad efter løbet på Indianapolis, der virkelig fik brasilianeren frem i rampelyset.

”Jeg tror i det hele taget, at søndagens løb var godt for Formel 1 i USA, og det var godt for Ferrari og mig. Jeg følte, at jeg var meget godt kørende og var i stand til at presse i hele løbet.”

”Vi er virkelig motiverede af sejren og den giver os troen på at vi kan kæmpe hele vejen til slutningen af sæsonen. Personligt er det mit bedste resultat og det er vigtigt for min karriere. Det er jo nødvendigt at være i front, for at blive bemærket,” slutter Massa.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.