Mercedes er kørt med det hele i de første 4 løb i år. Den tyske gigant har domineret i en sådan grad, at det selvom sæsonen stadig er ung kan være svært for alvor at tro på, at der på noget tidspunkt kommer spænding tilbage i kampen om konstruktørmesterskabet.
Toto Wolff. Copyright Mercedes AMG
Mercedes’ motorsportschef, Toto Wolff, vil imidlertid ikke høre tale om, at tingene allerede er afgjort. I et interview med ’Autosport’ maner han til besindighed og peger på Ferrari som den største trussel. Lidt overraskende set i lyset af de stolte italieneres pointhøst i sæsonens hidtidige løb, hvor de fleste nok ville opfatte Red Bull som den værste konkurrent.
Forklaring følger: Toto Wolff peger på 2 faktorer, som i løbet af sæsonen kan tippe vægtskålen over i Ferraris favør. ”De er det eneste team udover os, som selv producerer alt, både bil og powertrain (motor og gearkasse, red.). Der udover anser jeg Alonso som et regulært race monster, som kan opnå hvad som helst,” siger Wolff.
Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media
Den 42-årige østriger regner med, at weekendens løb på Circuit de Catalunya vil give en masse svar omkring forfølgernes performance og styrke. ”Jeg frygter ikke løbet, men vi går ind til denne weekend fulde af respekt. Catalunya vil vise, hvor god vores bil i virkeligheden er, for vi konkurrerer her på en bane, som ligger til Red Bull.”
Wolff har stor respekt for både Ferrari og Red Bull og han ser frem til at få nogle svar på, hvordan styrkeforholdet vil være i de kommende løb. ”Red Bulls fremskridt over de seneste løb har været ekstraordinært, så Catalunya bliver virkelig en målestok for os alle. Vi ved, at det vil blive mere tæt og sværere for os. Hvis man ser på Red Bulls indsats i Jerez (i pre-season testene, red.), og hvordan de har flyttet sig siden da, så har de gjort nogle imponerende fremskridt. Samtidig har Ferrari vist storform på det seneste, så der er absolut intet, der er afgjort,” slutter den diplomatiske østriger.
Vettel vil også være med. Copyright Daimler Benz