Navnet bliver nok ikke ændret, men den katalanske udbryderkamp fra Spanien fortsætter. Fornyligt har banens direktør, Salvador Servia, udtalt til det spanske nyhedsbureau ’EFE’, at han gerne ser, at navnet på Grand Prixet bliver ændret.
Salvador Servia sagde:
”Det er klart, at brandet Barcelona sælger mere end brandet Spanien. Når vi siger, at vi gerne vil kalde os for Barcelona GP, så er det på grund af vores nuværende kommercielle succes, og hvis vi har en stor folkemængde på søndag, så er det det, vi sælger over hele verden, og Barcelonas brand gør det lettere for os.”
Fernando Alonso vandt sidste år. Copyright Ewert Foto
Det forventes, at mere end 100.000 mennesker vil komme til Grand Prixet. Af disse er 60% ikke spaniere, og mindst 1% kommer fra Danmark. Bil Magasinet Formel 1 vil have fire repræsentanter på plads på tribunerne.
”Vi har omkring fem millioner indbyggere tæt på banen, men det koster penge at tiltrække folk. Hvad der er vigtigt er, at 100.000 kommer, ligesom sidste år, for det har stor økonomisk betydning, i 2013 var denne på 135 millioner euro.”