Strafpointene har en effekt

Derek Warwick har tillid til, at det nye strafpoint-system har en gavnlig effekt på kørernes aggression.

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 3/5 2014 klokken 10:05

Derek Warwick, den tidligere Arrows- og Renault-kører, der i øjeblikket fungerer som kørernes steward under løbene, udtrykker tilfredshed med den fremgang, som er blevet skabt i sikkerheden grundet de nye strafpoint.

Strafpointene bliver udløst, hvis en kører forårsager en kollision eller er til fare på anden måde. En kører kan maksimalt få tildelt 12 strafpoint, før vedkommende vil blive udelukket fra det næste GP.

Blandt andre Pastor Maldonado og Kevin Magnussen har stiftet bekendtskab med pointene.

Warwick udtaler til Sky Sports:

"Jeg synes, at det fungerer. Måske skal vi ændre lidt på, hvad der udløser en given mængde strafpoint. Nogle udløser måske for lidt, andre for meget."

"Hvis nogen modtager for mange strafpoint og er tvunget til at sidde over ve det næste GP, er det fordi de har kørt dårligt igennem hele sæsonen. Så systemet er godt."

"Det er ikke anderledes på landevejen - hvis jeg overskrider fartbegrænsningen tre eller fire gange, så får jeg taget mit kørekort."

Foreløbig er Jules Bianchi den førende i "kampen" med fire point før Spaniens GP.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nyt grand prix i Aserbajdsjan? Vettel vil kæmpe med drager »