Bye bye Sepang

Der er blevet brændt Formel 1-gummi af på Sepang-banen i Malaysia siden 1999, men til næste år kan det være slut.

Sepang . Copyright Mercedes AMG

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 30/4 2014 klokken 14:04

I dag er det præcis en måned siden, Formel 1-bilerne kørte på banen til Malaysias Grand Prix 2014, og det gjorde de muligvis for næstsidste gang.

Den administrerende direktør for Sepang International Circuit, Datuk Razlan Razali, har afsløret, at fremtiden for det malaysiske Grand Prix er tvivlsom på grund af en række bekymringer om fremtiden for Formel 1.

Den nuværende kontrakt for Formel 1 på Sepang gælder kun til og med 2015. Malaysias regering har givet grønt lys til, at ledelsen for Sepang International Circuit kan forhandle en ny kontrakt hjem med FIA, men en endelig aftale er stadig et godt stykke væk. Ifølge Datuk Razlan Razali skyldes det en række forskellige ting:

"Selvfølgelig er der en masse faktorer involveret: Prisen er én. Andre igangværende spørgsmål er også vigtige for os, såsom hvor Formel 1 er på vej hen i de næste fem år."

Datuk Razlan Razali nævner i den forbindelse også lyden – eller mangel på samme – som et væsentligt problem. Ifølge ham spiller lyden en stor rolle for fansene.

”Folk kan relatere til Formel 1 udelukkende på grund af støjen. Jeg er ikke helt sikker på den tekniske side af sagen - hvis du går til en fan og siger ’dette er en hybrid Formel 1 bil’, interesserer det dem så? Jeg er ikke så sikker."

”De er der udelukkende for lyden og synet. Så længe der er god racing - og vi har skam set meget god racing i år - så hjælper det til at modvirke problemet med den manglende støj."

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Renault stærkt på vej 10 år mere med Fernando Alonso »