Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 29/4 2014 klokken 17:04
Argentina har i flere perioder været en del af Formel 1, men det seneste løb ligger helt tilbage til 1998-sæsonen. Dengang kørte man på en bane udenfor Buenos Aires, men nu håber man, at den nye bane ’Autodromo Termas de Rio Hondo’ kan bruges til Formel 1.
Banen bliver i forvejen brugt til MotoGP, TC2000 (sydamerikansk touringcar serie), sydamerikansk Formel Renault og WTCC-serien.
Argentinas turistminister Enrique Meyer udtalte til franske ’L’Equipe’:
”Det (F1, red.) er en begivenhed, vi har afviklet i mange år, men på et tidspunkt kunne vi ikke fortsætte af økonomiske årsager.”
”Rio Hondo har de funktioner, der skal til for at kunne afvikle F1. Vi tror, at et land som elsker motorsport skal have prestigefulde begivenheder.”
Det er dog ikke ligetil at få Formel 1 til Argentina. Det vil kræve massive investeringer i forbedring af veje, lufthavne og hoteller i området Sangiato del Estero, hvor banen ligger.
Bernie Ecclestone er dog ikke afvisende overfor et comeback i kalenderen.
”Vi er altid åbne for at lave noget i Argentina. Hvis vi møder nogle seriøse folk, så kommer det til at ske.”
Ralf Schumacher tog sin første podieplads, da han besatte tredjepladsen i Argentina i 1997. De sidste tre omgange af det løb kan du se på linket nedenfor.