Kovalainen til Mercedes

Den tidligere McLaren og Caterham kører, Heikki Kovalainen, ventes at blive præsenteret som testkører for Mercedes GP, når Formel 1 feltet ankommer til Spanien om lidt over en uge.

Heikki Kovalainen . Copyright Lotus GP

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 29/4 2014 klokken 11:04

Heikki Kovalainen var af mange anset som Finlands næste store Formel 1 håb, da han kom til McLaren som afløser for Kimi Räikkönen, men sådan skulle det ikke gå.

Efter tiden hos McLaren måtte Kovalainen en tur ned i rækkerne, og de seneste år har han fristet en tilværelse som test- og reservekører for et af de absolutte bundhold, Caterham, selvom der ikke er mange, der har været i tvivl om, at han er bedre end holdets faste kørere.

Sidst på 2013 sæsonen fik Kovalainen dog lidt overraskende chancen for igen at køre løb, da Kimi Räikkönen blev sygemeldt fra Lotus. Kovalainen fik tildelt sædet foran holdets reservekører.

Men i den tunge ende er det økonomi, der vejer mest, og selvom de fleste havde forventet, at Kovalainen igen ville være at finde i et Grand Prix sæde hos Caterham i år, blev økonomien igen det springende punkt.

Efter en sæsonstart uden det finske navn i Formel 1, er der meget der tyder på, at han er tæt på at få et sæde hos Formel 1s absolutte tophold, Mercedes GP.

Aftalen med Mercedes skulle angiveligt allerede være underskrevet, men annonceringen forventes at komme lige op til Spaniens Formel 1 Grand Prix.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel skal vise lederskab Button skadet? »