Imponerende De Silvestro

Sauber F1 har brugt et par dage sammen med Simona De Silvestro, som er den kvinde, der lige nu er tættest på Formel 1. Og de er imponeret over hendes formåen.

Simone de Silvestro . Copyright Sauber Motorsport

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 28/4 2014 klokken 13:04

Noget kunne tyde på, at Bernie Ecclestone er tæt på at få føjet endnu et søm til sin ligkiste. Simona De Silvestro er kommet endnu et skridt tættere på et Grand Prix sæde.

Simona De Silvestro fik i weekenden lejlighed til at teste en Sauber C31. En test, hun gennemførte med så stor overbevisning, at Sauber efterfølgende har meldt ud, at de er meget tilfredse med det, de har set, og at de er imponeret over den måde, hun taklede udfordringen på.

Simona De Silvestro gennemførte intet mindre end 112 omgange i lørdags og 68 søndag, helt uden problemer.

Simone de Silvestro. Copyright Sauber Motorsport

”Efter den første testdag fik hun mulighed for at tænke over det, hun havde gennemført, inden hun satte sig i bilen igen søndag,” kom det fra Saubers test ingeniør Paul Russell.

”Hun brugte sin erfaring godt og fik rettet nogle ting til, hvilket er ret imponerende efter en enkelt dag i en Formel 1 racer.”

”Simona kørte rigtigt godt og havde en god, konstant fart, så alt i alt var dette to positive dage,” tilføjede han.

Den 25 år gamle Simona De Silvestro var da også selv ret tilfreds efter testen.

”Vi lavede nogle ændringer på bilens set-up inden andendagen, hvilket gav mig mulighed for at prøve hvor meget, det betød.”

Simone de Silvestro følte på egen krop forskellen på F1 og Indycar. Copyright Sauber Motorsport

"G-kræfterne var væsentlig højere sammenlignet med, hvad jeg var vant til i Indycar."

”Jeg kan allerede nu sige, at jeg føler mig godt tilpas i bilen, og at jeg er yderst tilfreds med det, jeg har opnået over de sidste par dage.”

”En stor tak til holdet, som gjorde et fantastisk stykke arbejde med at forklare mig, hvordan jeg skulle gribe udfordringen an.”

”Jeg havde mange spørgsmål, som de alle svarede på.”

”Jeg ser meget frem til at få muligheden igen,” sluttede Simona De Silvestro, der har næste planlagte test i Valencia fra den 25. til den 27. juni.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Rumænsk hold 13. hold i Formel 1? Vettel skal vise lederskab »