Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 24/4 2014 klokken 09:04
Sebastian Vettel har haft svært ved at tilpasse sig de nye biler, mens det har virket mere ligetil for Daniel Ricciardo i den anden Red Bull racer.
Men efter Kinas Formel 1 Grand Prix har Red Bull undret sig en del over, at Vettels slid på bagdækkene var så markant større end australierens.
Holdet arbejder nu benhårdt på at finde ud af, hvad der kan ligge bag denne ekstraordinære slitage, og lige nu ligger fokus på Vettels chassis.
”Noget kunne tyde på, at der er en fejl i chassiset på Vettels racer,” udtalte Christian Horner.
”Vi er i gang med at producere en ny Suzie (Vettels kælenavn til hans RB10, red.) til ham, som han vil få, så snart den er klar, og så håber vi på, at det løser problemet,” tilføjede holdchefen.
Dr. Helmut Marko tilføjede, at Vettel ganske rigtigt havde haft svært ved at få den nye bil ind under huden, hvilket især hænger sammen med den måde, bilens bagende reagerer på, men han er sikker på, at det nok skal lykkes.
”I 2012 havde Vettel lignende problemer, men da han blev tilfreds med, hvordan racerens bagende reagerede, var der ingen, der kunne slå ham,” kom det fra Marko.