Det er dyrt at være en del af Formel 1 gridden – rigtig dyrt. De senere år har det gentagne gange været drøftet, hvorvidt der skulle og kunne indføres et budgetloft, som ganske enkelt skulle sætte en øvre begrænsning for hvert enkelt teams budget. Princippet kendes i forvejen fra en række andre sportsgrene, blandt andet NFL.
Sidste år bekendtgjorde FIA så, at man ville indføre et sådant loft fra og med 2015 sæsonen, og de mindre teams kunne dermed se frem til måske at have lidt nemmere ved at bide skeer med de største og rigeste teams.
Nu forlyder det imidlertid fra FIAs præsident Jean Todt, at man har opgivet disse planer igen, angiveligt efter modstand fra nogle af de store teams. Det fremkalder selvsagt massiv kritik fra flere af de mindre teams, og i et interview med ’Autosport’ tager Saubers teamchef Monisha Kaltenborn bladet fra munden.
Monisha Kaltenborn. Copyright Sauber Motorsport
”Som en del af et mindre team kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor vi bevæger os i den retning, når enhver anden sportsgren skal opføre sig ansvarligt med hensyn til, hvordan man agerer og driver sin forretning,” siger Kaltenborn. ”I mine øjne er de tider for længst forbi, hvor man bare kunne sige: ”Hvis I ikke har råd til at være med, så lad være.” Det omkostningsniveau, vi har nået i Formel 1, er der ingen, der forstår. Vi er nødt til at være ansvarlige, for med de nuværende økonomiske tider må vi vise ansvarlighed i den måde, vi driver vores forretning på.”
Den 42-årige Sauber-chef er ærgerlig over, at der tilsyneladende er gået politik i situationen, og hun mener, at FIA burde have sportens fremtid for øje fremfor at lade sig manipulere med af de store teams, som angiveligt har truet med at forlade sporten, hvis der indføres et budgetloft. ”Jeg vil gerne have lov at sige, at hvis der er nogen, der truer med at forlade sporten, så skulle de tage og gøre det. Så kan vi gøre op med disse politiske spil, og så bliver der plads til andre, som gerne vil tage del i vores sport,” slutter Monisha Kaltenborn.
Niki Lauda og Jean Todt. Copyright Daimler Benz
Også Bob Fernley fra Force India har udtalt sig til ’Autosport’, og han nægter at opgive kampen for dét, som i hans øjne er den eneste vej at gå, hvis sporten skal have en fremtid. ”Jeg mener, at vi skal fortsætte med at lægge pres på for at få det til at ske, for som Force India har bevist, så er det ikke en nødvendighed at bruge uhyrlige summer for at kunne skabe et godt show.”
P3 og P5 i Bahrain fejres. Copyright Sahara Force India
I Fernleys øjne er det en ubetinget nødvendighed at få nedbragt omkostningerne, og selvom han erkender, at man kan komme et stykke af vejen ved løbende at ændre i reglementet, så mener han ikke, at det vil være tilstrækkeligt. ”Der er brug for begge dele. Vi har brug for regelændringerne for at komme et stykke af vejen, men vi skal også have kontrol med omkostningerne. Jeg tvivler på, at vi vil skifte mening på dette punkt, for hvis sporten skal bestå, så skal vi sikre, at teamsene kan overleve,” slutter Bob Fernley.