Det er ikke usandsynligt, at vi fra næste sæson vil se F1-verdensmesteren fra 1997, canadieren Jacques Villeneuve, køre sig selv rundtosset i ovalbaneløb. Et karriereskifte til den amerikanske løbsserie NASCAR er indenfor mulighedernes rækkevidde.
NASCAR er den mest næstmest populære sportsgren i USA, kun overgået af NFL, så canadieren vil stadig få rigelig lejlighed til at eksponere sig selv.
Udtalelserne kommer i forbindelse med et interview forud for USA’s Grand Prix på Indianapolis Motor Speedway. Årsagen skal findes i det for canadieren og hans fans så triste faktum, at ingen teams endnu har udvist synderlig interesse i at indgå kontrakt med ham for 2007.
Jacques Villeneuve i sin BMW Sauber F1.06 under USA's Grand Prix. Måske ser vi ham fremover i NASCAR.
Logikken taler også for, at Villeneuve nu offentligt begynder med at omtale muligheden. For det første er ex-verdensmesterens ry og omdømme endnu intakt og ved at melde ud i god tid, bevarer han samtidig værdigheden og fremstår dermed ikke som en person der, presset af omstændighederne, må skifte hest midt i vadestedet.
Under et interview med det amerikanske magasin Red Bulletin siger Villeneuve, at han ikke vil afvise at køre i NASCAR på et tidspunkt.
”At komme til NASCAR vil ikke være et dårligt karriereskifte, fordi det er den mest spændende løbsserie i USA. Samtidig er det en meget anderledes måde at køre race på end i F1,” siger Villeneuve.
”Det er ikke med i mine overvejelser at træde et skridt tilbage. Om jeg overveje at køre i NASCAR? Ja, hvorfor ikke. Men jeg skal overveje det sammen med min familie, da vi givet fald bliver nødt til at flytte til USA.”
Villeneuve er ikke ukendt med ovalbaneløb. I 1996 vandt canadieren verdensmesterskabet i Champ Car World Series, men et skifte tilbage til denne serie er ikke interessant for ham.
”Som det ligger lige nu, virker Champ Car og IRL som trætte serier, og jeg vil ikke betragte et skifte til en af disse serier som et godt karriereskifte,” fortsætter Villeneuve.
”Det gør man kun, hvis man ikke har andre muligheder – med mindre at man gør, hvad Nigel Mansell gjorde – vinder F1 titlen og derefter snupper Champ Car mesterskabet året efter i sit rookie år. Det var fantastisk gjort,” slutter Villeneuve.