På trods af en knap så prangende startplacering som ved åbningsløbet i Melbourne, var vi mange, som håbede på endnu en toppræstation fra danske Kevin Magnussen i dagens GP i Malaysia. Der skulle dog ikke gå mange omgange, før realismen trådte ind, og vi måtte indse, at det nok højest ville blive til en lille håndfuld point.
Kevin Magnussen. Copyright McLaren Media
På løbets anden omgang kunne vi se Kevin forsøge at passere Kimi Räikkönens Ferrari på ydersiden, men finnen afviste danskerens forsøg. Resultatet blev en ødelagt frontvinge til Kevin og en punktering til Räikkönen. Herfra var det op af bakke for dem begge, men Kevin fik i sidste ende fightet sig op på en 9. plads og hentede dermed 2 point til VM-stillingen. Efter løbet udtrykte Kevin stor skuffelse over sin egen indsats, og han undskylder overfor hele teamet på en dag, hvor han føler, at det kunne være blevet til meget mere.
”Jeg er ked af det på hele teamets vegne, og jeg vil gerne undskylde for, at jeg ødelagde det hele i hændelsen med Kimi. Jeg tror på, at vi kunne have scoret gode point i dag, så jeg er meget skuffet over mig selv og på mine egne vegne,” sagde han således umiddelbart efter løbet.
”Et Grand Prix er et langt løb, og jeg skulle ikke have lavet sådan en fejl så tidligt i løbet. Men den slags sker ind imellem – og når det gør, må man bare lære af det, og det gør jeg helt sikkert. Efter sammenstødet var det ikke nemt at komme tilbage, og vi kæmpede meget med de høje asfalttemperaturer, og især de hurtige sving voldte os problemer,” sluttede Kevin.
Jenson Button. Copyright McLaren Media
Jenson Button i den anden McLaren havde en lidt bedre dag bag rattet, hvor det lykkedes ham at køre en 6. plads hjem. Selv om der fortsat er meget, der kan forbedres på raceren, er Button positiv efter dagens resultat: ”Jeg synes, vi fik det optimale ud af vores pakke i dag, og jeg havde ikke regnet med at kunne hente en 6. plads, sådan som bilen har præsteret tidligere i denne weekend. Det er opmuntrende for os alle, at vi fik både pitstops og brændstofforbrug til at sidde lige i skabet gennem hele løbet. Jeg vil også gerne sige tak til alle hjemme på fabrikken for deres hårde arbejde med at få opdateringerne klar og ud at køre. Hver lille ting hjælper,” sagde Button således og fortsatte: ”Ikke desto mindre kan vi ikke se bort fra, at vi fortsat har en svaghed i de hurtige sving. Vores bil har bestemt sine styrker, men vi har masser at arbejde med. Vi fik det bedst mulige ud af det i dag, men vi skal stadig forbedre os,” slutter den 34-årige brite.