Sauber biler vejer for meget

Minimumsvægten for Formel 1 bilerne i år er steget med 49 kg siden sidste år. Det er dog ikke helt nok, mener især Sauber, der er dømt som klassens tunge drenge – De vejer nemlig alt for meget.

Adrian Sutil . Copyright Sauber Motorsport

Af: Nadia Enevoldsen (ne@bmf1.dk) d. 27/3 2014 klokken 14:03

En Formel 1 bil skal mindst veje 691 kg. Sådan lyder reglementet fra FIA i 2014. Sidste år var denne vægt 49 kg lavere. Med alle de nye ændringer på bilerne, og en Ferrari motor, der vejer 145 kg i sig selv, er denne vægt sat alt for lavt ifølge Sauber teamet.

”Vægten er meget svær for os at opnå i øjeblikket,” fortæller Adrian Sutil til Autosport: ”Vi er overvægtige, og skridt for skridt kommer vil til at forbedre det, men det kommer til at tage noget tid.”

Adrian Sutil er feltets tungeste kører. Copyright Sauber Motorsport

Teamet har planer om at reducere vægten i løbet af de næste par løb. Det største problem ligger i Sutils bil, da han med sine 183 cm i højden vejer 14 kg mere end Gutierrez og er feltets tungeste kører:

”Jeg kan ikke tabe mig mere, det er bare sådan, jeg er. Jeg er en høj mand, så der er ikke noget, jeg kan gøre,” siger han.

Han mener også, at han mister op til et halvt sekund til Gutierrez grundet vægtforskellen:

”Små kørere har en klar fordel. Det er tydeligt, alle ved det, og jeg håber på, at der kommer ændringer i reglementet snart.

Det er meget svært i år sammenlignet med før, fordi de høje kørere nu har en klar ulempe i omgangstid.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin: ”Kun sejre tæller” McLaren på viagra »