Ron Dennis lover fremgang i Malaysia

McLaren er ikke et team, som stiller sig tilfreds med 2. pladser. Derfor skal der arbejdes hårdt for at lukke hullet op til Mercedes, og Ron Dennis lover, at man vil være tættere på de tyske sølvpile i Malaysia.

Ron Dennis . Copyright McLaren Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 22/3 2014 klokken 10:03

På trods af en flot start på sæsonen af det hæderkronede team fra Woking, især ovenpå den miserable 2013-sæson, stiller McLaren sig på ingen måde tilfredse med at være det næstbedste team. Der skal arbejdes hårdt på at lukke det åbenlys hul op til Mercedes, og det vil der blive, lover direktør Ron Dennis.

Kevin Magnussen hyldes for sin insats i Melbourne. Copyright McLaren Media

”Vi ønsker så hurtigt som muligt at blive et løbsvindende team. Så længe man ikke vinder løb, er man ikke der, hvor man bør være,” siger Dennis.
Det faktum, at sæsonens 4 første løb finder sted på fjerne destinationer, gør det til en endnu større udfordring for alle teams at videreudvikle og finjustere detaljer på racerne, men Ron Dennis er optimistisk.

”Disse interkontinentale løb sætter en grænse for, hvor hurtigt vi kan udvikle på bilen, men vi vil ikke desto mindre gøre vores allerbedste. Af flere grunde er vi sikre på, at vi være 0,5 sekund hurtigere ved det næste løb. Det vil ikke være tilstrækkeligt til at nå vores mål, men det vil lægge et fortsat pres på de teams, som jagter os.”

Ron Dennis, teamchef og CEO hos McLaren.

Ron Dennis nærer dog ingen illusioner om for alvor at kunne true Mercedes allerede i Malaysia: ”Deres reelle tempo kommer kun til udtryk i kvalifikationen. Det er tydeligt, at de er godt og vel 1,5 sekund foran alle andre. Det er en stor udfordring at skulle hente det, men det er ikke umuligt.”

Den karismatiske direktør slutter med at udtrykke generel tilfredshed med hele teamets indsats og indstilling i Australien. ”Vi havde en god weekend. Resultatet er ikke dårligt, men der ligger mange ting bag det; disciplinen i teamet, veludførte pitstops, en god strategi for Jenson – generelt forløb hele weekenden rigtig, rigtig godt. Vi havde lidt problemer med vores software i de første træninger, men der var ingen panik, og alle var meget fokuserede, målrettede og arbejdede godt sammen,” siger Dennis og udtrykker således stor optimisme forud for de kommende løb.

Jenson Button Copyright McLaren Media

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Dato sat for Red Bull appelsagen Häkkinen: Dobbeltpoint er ikke godt for sporten »