Hvem kører hvor i 2014

På søndag køres sidste løb i 2013-sæsonen. En sæson som er endt med endnu en Sebastian Vettel-dominans, men løbet i Brasilien bliver også afslutningen på flere kører/team-kombinationer, og nogle kørere ryger ud af Formel 1.

Årets første klassebillede . Copyright Sahara Force India

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 21/11 2013 klokken 11:11

Her vil vi komme med en oversigt over de sæder, der indtil videre er bekræftet for 2014. Selv om du har hørt nogle rygter om, at en kører skulle være bekræftet, så har vi kun taget de kørere med, som er officielt bekræftede.

Hold Motor 1. kører 2. kører
Red Bull Racing Renault Sebastian Vettel Daniel Ricciardo
Ferrari Ferrari Fernando Alonso Kimi Räikkönen
Mercedes Mercedes Lewis Hamilton Nico Rosberg
Lotus GP Renault Romain Grosjean TBA
McLaren Mercedes Jenson Button KEVIN MAGNUSSEN
Force India Mercedes Adrian Sutil TBA
Sauber Ferrari TBA TBA
Toro Rosso Renault Jean-Eric Vergne Daniil Kvyat
Williams Mercedes Valtteri Bottas Felipe Massa
Caterham Renault TBA TBA
Marussia Ferrari Jules Bianchi TBA


Derfor står Sergey Sirotkin ikke på hos Sauber, da han ikke er bekræftet. Det bliver han først, når der foreligger en endelig aftale med de russiske investorer, og den unge russer har fået en superlicens, der giver ham ret til at deltage i Formel 1.

Nico Hulkenberg skulle efter sigende have skrevet en kontrakt med Force India til en værdi af 1.9 mio euro, men igen er det ikke bekræftet, og Lotus er også ude efter ham. Lotus har dog også udsigt til Pastor Maldonado, som kommer med en masse PDVSA-millioner, hvis aftalen om et salg af 35% af teamet til investeringsfonden Quantum går i vasken.

Paul di Resta foran Adrian Sutil, men skotten risikerer at ryge ud af F1 og i stedet skifte til IndyCar.
Copyright Sahara Force India


Heikki Kovalainen bejler også til Lotus, men er noget tættere på en kontrakt med Caterham, der dog har behov for penge til den nye sæson med alle de tekniske ændringer der kommer. Marussia har heller ikke forlænget med Max Chilton, og det sker heller ikke nødvendigvis, hvis holdet beholder deres lukrative 10. plads i konstruktørmesterskabet.

Paul di Resta kan også være ude af Force India, og er det helt sikkert, hvis Hulkenberg-rygtet holder vand. Di Resta kan så være på vej til USA og IndyCar-mesterskabet sammen med Sergio Perez.
Vitaly Petrov, som mente han havde samlet budget til et Formel 1-sæde, har nu været ude og indrømme, at han kun har budgettet til et DTM-sæde.

Esteban Gutierrez har måske/måske ikke et sæde hos Sauber til næste år. Copyright Sauber Motorsport

Esteban Gutierrez er heller ikke bekræftet hos Sauber, men er favorit til sædet med et par Telmex-dollars i ryggen og et hold, der mangler penge. I år såvel som til næste år. Caterham har heller ikke bekræftet nogle kørere, og Charles Pic og Giedo van der Garde har begge været sat i forbindelse med flere hold, men indtil videre uden noget seriøst.

Der er også kørere fra de mindre supportklasser, som GP2 og GP3 samt Formel Renault 3.5-mesterskabet, og hvor befinder Lotus’ nuværende test- og reservekører Davide Valsecchi sig efter, at Lotus valgte at forbigå 2012 GP2-mesteren og give Kimi Räikkönens sæde til Heikki Kovalainen?

Her på Bil Magasinet Formel 1 skal vi gøre vores til at holde dig opdateret med de sidste sæder i Formel 1.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Massa forventer tårer i Brasilien Store vaskedag i 2014-kalenderen? »