USAs GP: 2. frie træning: Vettel hurtigst

Ferraris Fernando Alonso var hurtigst i den første træning forud for USA's GP, men spanieren fik ikke lov at glæde sig ret længe. Verdensmesteren Sebastian Vettel var tilbage på toppen i den 2. frie træning.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 16/11 2013 klokken 11:11

Red Bull gjorde ikke meget væsen af sig i den første træningssession i Texas, USA, men i den 2. session satte de tingene på plads. Vettel og Webber satte sig solidt på P1 og P2.

Sebastian Vettels hurtigste omgang blev målt til 1.37.305, mens Webber kørte 1.37.420. De 2 teamkammerater lå således ganske tæt, mens der var næsten et halvt sekund ned til de 2 Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton på P3 og P4.

Nico Rosberg. Copyright Mercedes GP

Heikki Kovalainen, som afløser Kimi Räikkönen hos Lotus, kørte sessionens 5. bedste tid foran Hülkenberg og Gutierrez i de 2 Sauber-racere.

På P8 finder vi Romain Grosjean i den anden Lotus, mens Jenson Button i McLaren endte sessionen på P9. Button er i øvrigt blevet idømt en straf for at overhale under rødt flag, da den første træningssession blev afbrudt pga. problemer med lægehelikopteren. Kevin Magnussens kommende teamkammerat må således acceptere at blive skubbet 3 pladser bagud på gridden, når kvalifikationen er overatået.

Jenson Button. Copyright McLaren Media

Fernando Alonso, som var hurtigste mand i den første træning, endte helt nede på P10 i denne session.

Sauber viser stort momentum med begge racere i top 8, mens Toro Rosso ser ud til at kæmpe lidt mere. Således endte Ricciardo på P14, mens Vergne var nede på P17.

Også Williams, som ellers så godt ud i den første træning, så ud til at have det svært. Bottas sluttede denne session på P16, mens Maldonado måtte nøjes med P18, hele 2,5 sekunder langsommere end Vettel.

Pastor Maldonado. Copyright Williams F1

Alt i alt var der tale om en relativ udramatisk session, med en afkørsel af Marussias Max Chilton som det dramatiske højdepunkt. Den unge englænder kørte af i banens sidste sving, angiveligt pga. en defekt på racerens bremser.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Oplev Kevin Magnussens debutløb i Melbourne LIVE - Sammenlign bilerne »