Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/11 2013 klokken 10:11
Der er Moscow Raceway som er en Tilke-designet bane 77 km udenfor Moskva, og om et par år er der endnu en Tilke-designet bane udenfor Moskva. Forskellen er, at mens den nuværende Moscow Raceway allerede har afviklet flere større motorsportsserier, så er banen ikke bygget til Formel 1-standard. Allerhøjest Formel 1-test, men ikke et grand prix.
Det er russiske R-Sport, der skriver, at Hermann Tilke er blevet tilknyttet et nyt projekt, og at han er den bedste garanti for at få et Formel 1-løb. De sidste 10 baner, der er blevet tilføjet Formel 1, har alle haft Tilkes designstudie indover.
Vladimir Zhidkin, udviklingsansvarlig for området New Moscow, udtaler:
”Det er planen at åbne en racerbane, der vil være i stand til at afvikle løb op til det allerhøjeste niveau, helt op til Formel 1.”
Man kan dog ikke garantere, at Formel 1 vil blive afviklet på banen, der har lufthavnen Vnukovo som en af investorerne. Banen vil ligge tæt på lufthavnen. Det udtalte Vladimir Zhidkin allerede i sommer til Rio Novosti.
Først nu er der dog kommet en designer på, og det bliver så Formel 1’s husdesigner Hermann Tilke. Banen skal være færdig i 2016.