Ifølge britiske AUTOSPORT har McLarens ledelse nu truffet deres beslutning. Sergio Perez ryger ud, og Kevin Magnussen skal i 2014 køre for teamet fra Woking sammen med Jenson Button.
Kevin Magnussen McLaren-test. Copyright McLaren Media/LAT Photography
Martin Whitmarsh ønskede ikke at kommentere situationen overfor AUTOSPORT. ”Faktum er, at vi endnu ikke kan bekræfte vores kørere for 2014. Kontrakterne er ikke skrevet under,” siger teamchefen.
Kilder indenfor teamet bekræfter imidlertid, at beslutningen ER taget, og at det blot er et spørgsmål om at time offentliggørelsen rigtigt.
Martin Whitmarsh. Copyright McLaren Media
BBC har også fundet frem til denne nyhed, og de rapporterer, at ”teamet har brugt ugen siden løbet i Abu Dhabi til at analysere hans (Perez’) performance og har konkluderet, at Perez i forhold til Button har et efterslæb med hensyn til fart, som han formentlig aldrig vil kunne indhente.”
BBC slutter ligeledes med at berette, at ”danskerens kontrakt endnu ikke er skrevet under, men at teamchef Martin Whitmarsh har besluttet at give sædet til ham.”
Kevin Magnussen McLaren-test. Copyright McLaren Media/LAT Photography
Vi vil gerne slutte med endnu en gang at pointere, at intet endnu er officielt bekræftet. Tingene ser dog mere end almindeligt positive ud, når 2 så velansete medier begge har fået opsnuset den samme nyhed.
Her på BMF1 kan vi slet ikke få armene ned! Som om 2014 ikke i forvejen så ud til at blive et spændende år med de omfattende regelændringer, så skal vi nu også til kippe med Dannebrog, når vi sætter os foran husalteret. Det bliver vildt!!