Massa til DTM?

Felipe Massa kan være i gang med de sidste fire løb i karrieren som Formel 1-kører. Det betyder dog ikke, at brasilianeren bliver arbejdsløs. Han kunne sagtens overveje et skifte til DTM-klassen, hvor sidste års Marussia-kører Timo Glock i søndags tog sin første sejr.

Felipe Massa . Copyright Ferrari Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 22/10 2013 klokken 17:10

Felipe Massa har ikke mange chancer for at blive i Formel 1. Kimis sæde hos Lotus ser ud til at gå til Nico Hulkenberg, og sædet hos Williams afhænger meget af, om Pastor Maldonado fortsat har PDVSA—millioner med til holdet.

Massa kigger op på bagvingen af den bil, han måske skal køre i 2014. Copyright Lotus GP

Derfor er der meget der peger på, at Felipe Massa forlader cirkusset efter sæsonen, men han er bestemt ikke afvisende overfor et skifte til den tyske DTM-serie, og Mercedes er for den sags skyld heller ikke afvisende overfor at tage imod ham.

Den lille brasilianer udtalte til avisen ’O Estado de S.Paulo’:

”Jeg kan ikke lide udholdenhedsløb. Men DTM er noget, der godt kunne være en mulighed for mig.”

Mercedes’ Toto Wolff afviser heller ikke, at Mercedes kunne tage imod ham.

Toto Wolff afviser ikke Felipe Massa i DTM. Copyright Mercedes AMG

Toto Wolff udtalte til ’Auto Motor und Sport’:

”En kører som Felipe, med de kvaliteter han har vist her, vil være et aktiv for DTM eller en anden løbsserie.”

”Han er helt sikkert en interessant kører. Vi vil helt sikkert overveje det.”

Ralf Schumacher og David Coulthard har tidligere kørt DTM for Mercedes. Timo Glock er den seneste Formel 1-kører, som er skiftet til DTM, og i søndags vandt han sæsonens sidste løb for BMW på Formel 1-banen Hockenheim.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren forventer klasse 1-motorer Slik Mansell i nakken »