Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 4/10 2013 klokken 08:10
Lewis Hamilton havde utvivlsomt sat næsen op efter mere end en femteplads ved Singapores GP, og det var da også en frustreret englænder, som på facebook efterfølgende konstaterede, at bilen ikke var, hvor de gerne ville have den.
Det virker dog som om, indtil videre, at Mercedes har fundet en god grundopsætning til bilen i Korea. I hvert fald har Hamilton indtil videre præsteret at sætte hurtigste tid i både 1. og 2. frie træning.
Man skal dog have in mente, at træningens setup var baseret på længere distancer, og at Hamilton højst sandsynligt har kørt med en simuleret løbsopsætning.
Her virker Mercedes umiddelbart hurtigst, at dømme udfra resultaterne, men resultaterne skal tages med et gran salt, da mange teams sjældent kører maksimalt, men fokuserer på opsætning og løbstræning.
Det bliver interessant at følge Mercedes mod Red Bull til morgendagens kvalifikation. Vi ved at Sebastian Vettel er lynende hurtig, men i morgen kan måske være dagen, hvor Hamilton vender det til sin fordel. Briten har tidligere bedyret, at han stadig ville køre med Vettel og ikke lade sig affinde med situationen.
Hvis Hamilton formår at blande sig i kvalifikationen, så kan vi se frem til et yderst spændende løb på søndag, på en bane med et spektakulært layout.
Bare husk at holde øje med Hamilton.
/fl