Hvis Lewis Hamilton eller nogen af de andre udfordrere fortsat skal have nogen som helst chance for at blande sig i kampen om årets verdensmesterskab, skal der hentes masser af point til kontoen i Singapore – og under alle omstændigheder flere end Sebastian Vettel kører hjem på den snævre bybane.
Singapore stemningsbillede. Copyright Sahara Force India
Lewis Hamilton er én af de kørere som fortsat har en teoretisk chance for at komme i vejen for Vettels 4. mesterskab i træk, og den britiske stjerne kom godt fra start i Singapore.
Da fredagens første frie træning blev afviklet, var Hamilton den hurtigste mand på banen fra første færd. Den hurtige brite endte op med en tid på 1.47.055, skarpt forfulgt af Mark Webber i 1.47.420 og Sebastian Vettel i 1.47.885. Til sammenligning var pole-tiden i sidste års løb på 1.46.362, så der blev faktisk kørt ganske stærkt allerede i denne første session.
Lewis Hamilton. Copyright Mercedes AMG
Med til historien hører naturligvis, at den spektakulære venstre-højre-venstre chikane i sving 10 er fjernet til dette års løb (som vi tidligere har berettet om her på siden) og er erstattet af et mere regulært venstresving.
Romain Grosjean. Copyright Lotus GP
4. hurtigste mand blev Nico Rosberg foran de 2 Lotus-kørere, med Kimi Räikkönen som den hurtigste. Grosjean var ramt af problemer med styretøjet og fik således kun tilbagelagt 12 omgange mod finnens 18.
Vi skal ned på P7 for at finde Fernando Alonso i den hurtigste af de 2 Ferrarier. Spanierens hurtigste omgang blev på 1.48.362, så han mangler altså hele 1,3 sekund i forhold til Hamilton.
Umiddelbart bag Alonso finder vi Sergio Perez i McLaren, mens dennes teamkammerat Jenson Button endte helt nede på P14 i tiden 1.49.608.
Jenson Button. Copyright McLaren Media
Som altid skal vi passe på med at lægge for meget i tiderne i disse frie sessioner, da det aldrig er til at vide, hvad der fokuseres på hos den enkelte kører. Alt andet lige er det dog bemærkelsesværdigt, at Button er 2,5 sekunder langsommere end Hamilton.
Det blev også til et par mindre afkørsler på den svære bybane. Bl.a. måtte både Vergne, Maldonado og Alonso tage afkørselsområderne i brug, mens Giedo van der Garde strejfede betonmuren med sit højre bagdæk.