Når løbet på Indianapolis Motor Speedway flages af, er det sidste race i kontrakten med IMS, og der er flere ting som tyder på, at det er definitivt slut med F1-løb ’over there’. Med mindre altså, at en ny kontrakt kan forhandles på plads.
Spekulationerne er vokset siden det kom frem, at IMS ikke er interesserede i at huse løbet, og Ecclestone har ikke umiddelbart andre baner i kikkerten.
”Det betyder ikke noget, om der er et løb i USA eller ej,” udtaler Ecclestone til avisen The Times og gentager dermed sidste års udtalelser i magasinet F1 Racing.
To ensomme Ferrarier på Indianapolis i 2005 med Schumacher forrest.
”Hvad får vi fra USA? Irritation, det er det hele. Hvis du siger ’god morgen’ derovre, og klokken er over 12, ender det med at du får et sagsanlæg.”
”Vi har aldrig fået nogen sponsorer ud af det derovre. TV har aldrig vist interesse. Vi har flere seere på Malta end vi har derovre.”
”Hvorfor bekymre sig så meget om Amerika? De har aldrig rigtigt taget ’open wheel racing’ til sig. De taler godt nok om mange tilskuere til NASCAR, men vi har ligeså mange tilskuere i Italien, som de har til NASCAR i staterne.”
Det forlyder, at IMS forlanger et væsentligt, økonomisk tillæg til kontrakten, hvis den skal gentegnes, men det er Ecclestone ikke interesseret i at honorere.
”Hvis de ønsker at få endnu en serie Formel 1 løb derovre, så vil jeg være glad for at tale med dem, hvilket jeg under alle omstændigheder kommer til, når vi ankommer.”
”Men jeg har et vældigt godt forhold til folkene i Indianapolis, og jeg er sikker på, at forhandlingerne vil gå godt,” slutter Bernie Ecclestone.