Rush anmeldelse

I dag har filmen Rush premiere i de danske biografer. BMF1 har allerede set den, og her er vores anmeldelse af Ron Howards filmatisering af den hæsblæsende 1976 Formel 1 sæson.

Screenshot fra filmen Rush . Copyright Universal Studios

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 12/9 2013 klokken 07:09

Hvad er det, der skaber en god filmhistorie? Hvilke ingredienser skal man bruge? Der skal være en spændende konflikt, som danner grobund for den gode historie, og som fanger modtageren. Der skal være en eller flere interessante hovedpersoner, hvis liv og udvikling man følger. Det er hovedpersonen/hovedpersonerne, der bærer historien. Meget ofte følger den gode filmhistorie ligeledes aktantmodellen, som sætter de vigtigste ingredienser i den gode historie i system.

Alle disse ingredienser finder vi i filmen Rush. Med billeder, lyd og gode skuespillere hensættes vi i åndeløs spænding, imens bilerne drøner forbi os på det store, hvide lærred. Som Formel 1 fan ved man godt, hvordan historien vil udspille sig, eftersom den allerede har udspillet sig for mange år siden, men det gør ikke historien mindre fængende – nærmere tværtimod. Rush er et lysende eksempel på en rigtig god biografisk/historisk film.

Men det er heller ikke hvem som helst, der har været med til at skabe Rush. På medarbejderlisten finder vi bl.a. manuskriptforfatter Peter Morgan, som kan skrive flere historiske spillefilm på cv’et, herunder The Queen og Frost/Nixon. Derudover har Eric Fellner fra produktionsselskabet Working Title Films også været med til at gøre Rush til virkelighed. Som Formel 1 fan kender man muligvis allerede Eric Fellners navn, ikke mindst fordi han var med til at producere dokumentarfilmen Senna.

Umiddelbart indeholder Rush altså alle de elementer, som gør en film til noget ganske særligt. Alligevel er der et par kritikpunkter, som man ikke kan komme udenom.

Filmens historiske omdrejningspunkt er ikke så underligt 1976 sæsonen, men i bestræbelsen på at komme frem til denne episke Formel 1-sæson, har man efter min mening forhastet sig en smule i historiefortællingen. Første del af filmen, hvor vi bliver præsenteret for de to hovedpersoner Niki Lauda (Daniel Brühl) og James Hunt (Chris Hemsworth), kommer man ret hurtigt i gennem, og jeg synes godt at man kunne have fortalt den del af historien mere skarpt.

Som Formel 1 fan må man desuden acceptere, at filmskaberne (naturligvis) tager sig nogle kunstneriske og filmiske friheder, i den gode fortællings tjeneste. Derfor bider man det i sig, når mekanikere og ingeniører en enkelt gang eller to snakker til kørerne, når de er i pit under et løb, og man ser igennem fingre med, at filmskaberne har valgt at skrue en anelse op for Laudas og Hunst rivaliseringsknapper. Man kan ikke komme udenom, at de forskellige virkelighedsjusteringer er med til at skabe mere dramatik og dermed en mere helstøbt filmoplevelse.

Men ser man bort fra ovenstående kritikpunkter, så er Rush virkelig blændende smuk og fængende spillefilm, som man klart bør købe biografbilletter til med det samme - hvis man da ikke allerede har gjort det. Den er smukt filmet, godt skrevet og overbevisende spillet af både Chris Hemsworth og Daniel Brühl.

Med alt ovenstående i mente giver jeg Rush 4 1/2 ud af 6 stjerner.

Hvis i har fået motorolie på tanden, kan i læse endnu mere om filmen på FormulaFashion.dk

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kimi bekræftet Læserinterview - Rush »