Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/1 2006 klokken 16:01
Rygterne om Michael Schumachers sædeskifte til Toyota fik ekstra næring forleden, da vi her på BMF1 kunne oplyse, at ex-verdensmesterens manager Willi Weber overfor boulevardbladet Bild udtalte, at et teamskifte bestemt kunne være tænkeligt for hans protege.
Spekulationerne er ikke nødvendigvis grebet ud af den tomme luft. Schumacher er uomtvisteligt en vindertype, og mange mener, at tyskeren umuligt kan leve med middelmådige resultater i endnu en sæson.
Fernando Alonsos chokskifte til McLaren fra næste sæson lagde yderligere en pind på rygtebålet og forstærkede spekulationerne om, at Michael Schumacher kunne finde på den samme øvelse.
Men nu melder lillebror Ralf sig med udtalelser der tyder på, at rygterne er og bliver rygter, og at storebror bliver hos Ferrari i 2007.
”Jeg ville ikke have noget problem med at køre i samme team som min storebror,” fortæller Ralf til den italienske sportsavis Gazetta dello Sport. ”Men jeg kan bare ikke se det for mig, for Michael vil aldrig forlade Ferrari.”
Michael Schumacher er i øvrigt blot en blandt en række af kørere, der på det seneste er blevet sat i forbindelse med Toyota til 2007-sæsonen. Men endnu er ingen kører blevet bekræftet af det japanske team.