Belgiens GP: Kvalifikation: Hamilton på pole

Det blev en særdeles spændende kvalifikation til det belgiske GP på den legendariske Spa-Franchorchamps bane i Belgien. Lewis Hamilton tog sin 4. pole i træk.

Lewis Hamilton takker holdet . Copyright Mercedes AMG

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 24/8 2013 klokken 11:08

Den legendariske Spa-Franchorchamps bane i Ardennerbjergene er en af de absolutte favoritbaner, både blandt kørere og tilskuere. Der er næsten garanti for dramatik, også fordi det ustadige vejr i bjergene ofte spiller en afgørende rolle.

Regnen har også influeret på de frie trænings-sessioner i de seneste dage, og det er også en overskyet himmel, der møder kørerne i dagens kvalifikation. Et kvarter før kvalifikationen starter holder det endnu tørt, men der er bestemt ingen garanti for, at det fortsætter sådan.

Vi er klar til kvalifikationen.

Q1
Det er netop begyndt at regne på Spa, en faktor som blot gør den forestående kvalifikation endnu mere spændende. Det er ikke kraftig regn på nuværende tidspunkt, men her på Spa kan det skifte på ingen tid.

Der er rigtig mange biler på banen fra første færd, og alle ser ud til at have valgt Intermediate-dæk til deres første stint.

Pastor Maldonado er den første kører, som bæiver offer for den glatte bane, da han kører tværs gennem Les Combes svinget. Ingen skade på raceren, men omgangen er ødelagt.

De første tider klikker ind, og Rosberg er hurtigste mand indtil videre. Tiden hedder 2.06.865, hvilker er ca. 20 sekunder langsommere end under de frie træninger.

Flere kørere har problemer med at holde alle 4 hjul på asfalten, blandt andre må både Hamilton og Räikkönen tage afkørselsarealerne i brug.

Vettel nu hurtigste mand med 2.06.209 foran teamkammerat Mark Webber.

Regnen ser ud til at være stilnet af, og spørgamålet er nu, om vi ikke får nogle racere ud på slicks? Banen ser helt tør ud mange steder, men den er også stadig fugtig andre steder.

Vi har 8 minutter tilbage, og nu stiger hastigheden - Rosberg kører i 2.03.883, efter tyskeren kommer Hamilton og Räikkönen.

I den tunge ende af feltet er det i øjeblikket Maldonado og di Resta, som ser ud til at følge med de 4 Caterham- og Marussiakørere ud.

Van der Garde i Caterham er en af de første kørere, som kommer ud på slicks, så nu vil det vise sig, om det er for tidligt.

Her krydser van der Garde stregen, og det er ikke en forbedring - til gengæld hopper Maldonado fra P17 til P1 på sin første omgang på slicks.

Massiv trafik på banen nu - slicks er tydeligvis det rigtige valg, men der er kun 1 minut tilbage af Q1.

Rosberg på P1 foran Räikkönen og Button. Begge Ferrarier er lige nu uden for de 16, som kommer videre til Q2.

Det rettes der hurtigt op på. Alonso tager P1 i tiden 2.00.190 og Massa ender på P6. Giedo van der Garde i Caterham ender Q1 på P3.

Giedo van der Garde. Copyright Caterham F1

Tiden er gået, og de 5 hurtigste i Q1 blev Alonso, Hamilton, van der Garde, Rosberg og Räikkönen.
I bunden tager vi afsked med Maldonado, Vergne, Ricciardo, Bottas, Guttierez og Pic.

Esteban Gutierrez. Copyright Sauber Motorsport


Q2
Q2 starter i tørvejr, men vi hører via en teamradio hos Caterham, at der muligvis er mere regn på vej.

Der er godt med trafik fra første færd, da alle teams vil udnytte den stort set tørre bane. Hülkenberg er første kører med en flyvende omgang, og tyskeren klokker en tid på 1.51.193. Han underbydes straks af Mark Webber med 1.50.128. Det går altså væsentligt hurtigere end i Q1.

Nu Räikkönen hurtigst med 1.49.323, men han er også én af de få, som er på de bløde slicks. De fleste har valgt medium-dækkene til Q2, men finnen er altså gået direkte på den bløde gummiblanding.

Med 6 minutter tilbage har vi endnu ikke fået en tid fra hverken Rosberg, Vettel eller Hamilton.

Hamilton nu på P2, og også han er på de bløde dæk.

Vettel sætter sig på P1, mens Nico Hülkenberg tager P2. Banen er nu ved at være helt tør, og tiderne falder hele tiden. Vi er nu nede på 1.48 tider.

I den tunge ende kniber det for Massa, Perez og Rosberg. Der kæmpes heroisk blandt de 3 kørere fra Marussia og Caterham, som normalt ikke tager del i Q2, men med de nuværende baneforhold har de ikke mange chancer.

Det går rigtigt stærkt i de sidste minutter, og Raïkkönen slutter som hurtigste mand. Det lykkes for både Massa og Rosberg at klemme sig med til Q3, mens Perez må strække våben.

Tiden er løbet ud og top 5 ser ud som følger: Räikkönen, Alonso, Rosberg, Webber og Button.

Kimi Raikkonen. Copyright Lotus GP

Vi tager afsked med Hülkenberg, Sutil, Perez, van der Garde, Bianchi og Chilton.

Jules Bianchi. Copyright Marussia F1


Q3
Der regner igen, så vi får med garanti en spektakulær afslutning på kvalifikationen.

Alle kørere er ude med det samme, men hvordan ser det ud med valget af dæk?

Det ser ud til, at Paul di Resta er på Intermediates, mens alle andre er på slicks. Slicks er det forkerte valg, og derfor returnerer alle straks til pitten for at skifte dæk. Nu har di Resta banen for sig selv.

Den første del af banen ser tør ud, men der meget vådt i området fra Stavelot og op mod start/mål.

Di Resta kører i 2.02.332 - hvor langt rækker det? Nu har de øvrige kørere også fået de rette dæk på, men regnen ser ud til at tage til, så måske venter der en pole til Force India?

Massa kan i hvert fald ikke true den unge skotte. Brasilianeren mangler næsten 2 sekunder, og både Vettel og Webber er endnu længere væk.

Rosberg sætter sig på P2, mens de 3 førende i VM står på P8, P9 og P10.

I allersidste sekund snupper Rosberg pole fra di Resta, mens Button er treer og Grosjean firer. Både Vettel og Webber er imidlertid stadig undervejs - og det samme er Hamilton.

De kører stort set samtidig over stregen, alle 3 er hurtigere end Rosberg, og det bliver med briten som den hurtigste af alle.

Lewis Hamilton. Copyright Daimler Benz

Det er slut - og Hamilton har sikret sig sin 4. pole i streg.

Top 10 til morgensdagens løb ser således ud:
1. Lewis Hamilton
2. Sebastian Vettel
3. Mark Webber
4. Nico Rosberg
5. Paul di Resta
6. Jenson Button
7. Romain Grosjean
8. Kimi Räikkönen
9. Fernando Alonso
10. Felipe Massa


Lewis Hamilton må i dén grad siges at være kongen af kvalifikationerne. Dette er Hamiltons 5. pole position ud af 11 mulige i denne sæson, og nu er det oveni købet blevet til 4 i træk.

For VM-spændingens skyld er det ikke godt, at både Räikkönen og Alonso må starte morgendagens løb helt nede fra henholdsvis P8 og P9. På den anden side må det være garanti for spænding og dramatik, da ingen af de 2 herrer kan være tilfredse med at ligge hernede, hvis de fortsat vil betragtes som seriøse udfordrere til Vettel.

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

Med et godt løb kan Lewis Hamilton til gengæld for alvor melde sig ind i VM-kampen. Briten er kun 9 henholdsvis 10 point efter Alonso og Räikkönen i VM-stillingen.

Uanset hvem man hepper på, når lamperne slukker i morgen kl. 14, så er der spændende perspektiver i løbet. Vi er på Spa - og her kan alt ske. Vi glæder os!

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bernie forlænger med Suzuka Belgiens GP: 3. frie træning: Vettel hurtigst »