F1 holder sommerferie med et brag

Det ungarnske grand prix signalerer starten på den årlige F1-sommerferie. Alle fabrikker skal lukkes ned i mindst to uger og samtidig plejer årets silly season at springe ud i fuld flor i denne periode.

Flagene for Red Bulls 2014-kørerduo? . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 29/7 2013 klokken 20:07

Hvad skal man dog gøre for at holde folk interesserede i denne "døde" tid. Vi ved, at der er kamp om Mark Webbers sæde, og det med stor sandsynlighed er det sæde, som starter kørerkabalen.

For hvilken kører skal overtage sædet? Kimi Raikkonen er favorit, og mangler at få betalt noget løn. Hos Red Bull er lønnen garanteret, og hvis ikke så skal der bare noget vodka til at skabe en fest med alt det Red Bull Kimi vil få adgang til.

Daniel Ricciardo
Copyright Getty Images/Toro Rosso


Daniel Ricciardo er også en god bejler til sædet. Uddannet i Red Bulls Junior-program og med 2½ sæson under sig, så vil Red Bull Racing være det naturlige sæde for australieren. For Toro Rosso er holdet, hvor kørerne står i lære, og kommer de ikke videre til hovedholdet, så er der masser af kørere som er på vej.

Vi så det, da Toro Rosso lavede storvask og erstattede Sebastien Buemi og Jaime Alguersuari. Antonio Felix da Costa er lige på trapperne, og Carlos Sainz Jr. og Daniil Kvyat fra Rusland banker også på.

Felipe Massa og Fernando Alonso
Copyright Ferrari Media


Det mest spændende rygte opstod dog i weekenden, da Fernando Alonsos manager Luis Garcia Abad var på besøg hos Red Bull. Officielt fordi han repræsenterer Carlos Sainz Jr, uofficielt for at promovere Fernando Alonso.

Red Bull har dog også indrømmet, at de er interesserede i Fernando Alonso, men er det bare varm luft eller er det mere seriøst. For at citere Jeremy Clarkson fra Top Gear.

"On this bombshell it is time..."

Adrian Sutil kørte sit løb nummer 100 i Ungarn
Copyright Sahara Force India


For mens vi venter på at navnet officielt bliver annonceret, så forestil jer lige følgende scenarie.

Fernando Alonso annonceres som Red Bull-kører for 2014. Det giver mindst et ledigt sæde hos Ferrari, og det kunne gå til Kimi Raikkonen, som ikke har fået betalt sin løn hos Lotus. Det kunne måske også redde Felipe Massa, da han så er kontinuiteten hos Ferrari.

Hos Lotus er der så et ledigt sæde. Det har Nico Hulkenberg været sat i forbindelse med, og Nico og Romain Grosjean er gamle holdkammerater fra ART, da de begge kørte F3 Euro Series i 2007. Pastor Maldonado har også på rygteplan været sat i forbindelse med holdet.

Romain Grosjean og Nico Hulkenberg holdkammerater i 2014?
Copyright Lotus GP


Det efterlader et sæde hos Sauber, der propper den meget unge Sergey Sirotkin i det ene sæde for at sikre sig de russiske rubler, der skal til for at holdet overlever i Formel 1. Det andet sæde som Esteban Gutierrez sidder på bliver nok også ledigt. Det er tydeligt mexicaneren ikke har haft de samme Telmex-penge med sig som Sergio Perez havde.

Det kunne give en åbning for Adrian Sutil, der taler holdets sprog, eller Paul di Resta som også gerne vil til et bedre hold end Force India. Om Sauber er det hold vides ikke, men der kommer mange ukendte variable til næste år.

Paul di Resta
Copyright Sahara Force India


Hvis en af Force Indias kørere forlader holdet, så er der chancen for at Kevin Magnussen får en plads. Der er i forvejen en dansker på holdet i form af ingeniør Jakob Andreasen med en fortid hos McLaren, bl.a. for Jenson Button.

Der er masser af teorier og karrussellen er slet ikke begyndt at rotere endnu. Vi skal her på Bil Magasinet Formel 1 nok forsøge at holde styr på hoved og hale, men der var ikke mange som havde regnet med, at Fernando Alonso skulle blive en del af emnerne til et sæde hos Red Bull Racing denne weekend.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ungarn forlænger Alonso Red Bull rygtet tager til »