Forskelsbehandling var et af de ord, som Juan Pablo Montoya beskyldte ledelsen for efter det franske Grand Prix på Magny-Cours i 2003. Patrick Head var dengang Williams’ tekniske direktør, men han er nu erstattet af Sam Michael, og Ralf Schumacher er heller ikke en del af Wiliams længere.
Det er Mark Webber til gengæld, men hans kontrakt udløber efter denne sæson, og han er sat i forbindelse med blandt andet manager Briatores Renault team og Toyota, så der er muligvis en plads ved siden af Nico Rosberg i 2007.
Hvis Mark Webber forlader Williams er Juan Pablo Montoya så en mulighed?
Sir Frank Williams har udtalt, at Juan Pablo er en stor racer, og Juan Pablo Montoya leverede også nogle ganske fornuftige resultater for teamet i de fire år han var hos det tidligere verdensmesterteam.
Så måske er Williams en lidt overset mulighed for den columbianske kører. Visse medier nævner en tur tilbage til USA, som fremtiden for Juan Pablo, men det tror denne skribent ikke på er en seriøs mulighed. Det kunne Williams til gengæld godt være, da de ikke lige har nogle spændende navne klar til at overtage Mark Webbers sæde, hvis han skulle vælge at forlade teamet.