Red Bulls teamchef, Christian Horner, accepterer at der er sat spørgsmålstegn ved lovligheden af holdets motorstyring, den såkaldte ’engine mapping’, men glæder sig dog over, at teamet undgår anklager om brud på motorreglementet. Tilbage står dog, at Red Bulls ingeniører har været så kreative, at FIAs motorreglementet nu bliver fintunet.
Hele miseren startede, da FIAs stewards undersøgte uregelmæssigheder ved den måde hvorpå elektronikken styrede Renault-motorens moment under kvalifikationen til det Tysklands Grand Prix i weekenden.
Red Bull teamchef Christian Horner. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Efterfølgende skønnede FIA, at Red Bull ikke havde gjort noget direkte ulovligt, men alligevel kan afgørelsen opfattes temmelig tvetydig.
Således henviser afgørelsen til, at stewards "ikke accepterer alle de argumenter teamet (Red Bull, red.) er fremkommet med", og at yderligere foranstaltninger skal træffes for at bremse det moment, som den ændrede ’engine mapping’ har udvirket. Dette skal ske inden Ungarns Grand Prix i næste uge.
"Jeg er sikker på, at der vil komme en debat om det," udtalte Horner efter afgørelsen til Autosport. ”Meget interessant er der nu også et møde i den tekniske arbejdsgruppe (i FIA, red.) i morgen, og her vil det uden tvivl være på dagsordenen.”
Horner understregede, at han har på intet tidspunkt været i tvivl om lovligheden i motorændringerne, eller, som nogle iagttagere har anført, at Red Bulls ændringer skulle være imod ”ånden i regulativet”.
”Der er ingen klausuler i reglementet, som nævner noget om 'ånden' i regulativet. Reglerne er lige ud af landevejen. Det er enten eller. Der er ikke plads til en lille smule hér og en lille smule dér,” fastslog Horner.