Spa forlænger til 2015

Arrangørerne af det belgiske Formel 1-grand prix på Spa-Francorchamps-banen opnåede i den forgange weekend en kontraktforlængelse med Bernie Ecclestone. Spa er sikret yderligere tre løb i Formel 1.

La Source første omgang . Copyright Michael Ewert

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/7 2012 klokken 08:07

Spa-banen har vekslet mellem at være med i Formel 1 eller sidde over et år, hvor økonomiske genstridigheder har fået Bernie Ecclestone og FOA til at droppe løbet på banen.

I weekenden kunne den belgiske region Wallonias økonomiminister, Jean-Claude Marcourt, overfor den lokale tv-station ’RTBF’ bekræfte forlængelsen:

”Vi var i stand til at forhandle en kontraktforlængelse for årene 2013, 2014 og 2015, hvor der vil være et belgisk grand prix på Spa-Francorchamps i Wallonia.”

Samtidig har man fået forhandlet en økonomisk bedre kontrakt hjem.

Hamilton under Kvalifikationen på Spa 2011.
Copyright McLaren Media


Måske fordi selv Bernie Ecclestone har indset, at Spas popularitet og status som en af de få klassiske baner tilbage i Formel 1 er vigtigere end endnu en kønsløs Tilke-bane et eller andet sted udenfor Europa.

”Der var ingen måde vi kunne fortsætte med at miste så mange penge som vi har gjort.”

Det franske grand prix må også anses for at være dødt. Den nye franske regering har ikke været villig til at forhandle et grand prix hjem, og dermed har Jean-Claude set sig nødsaget til at lave en kontraktforlængelse for at sikre sit grand prix fremfor en risikabel skifteaftale, som ikke har meget liv i sig.

”Planen (om at skifte mellem Belgien og Frankrig, red.) blev overvejet efter ønske fra vores franske venner. Uheldigvis eller heldigvis kunne de ikke give den praktiske opbakning til forslagene, så vi besluttede at forlænge yderligere tre år.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Maria de Villota update Webber forlænger med Red Bull »