Pirelli tester nyt dæk til Englands GP

I forbindelse med træningen op til Englands Grand Prix har F1s dækleverandør, Pirelli, planlagt at teste et nyt dæk, eller snarere et nyt såkaldt compound.

Jerome d'Ambrosio . Copyright Pirelli

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 14/6 2012 klokken 12:06

Til træningerne op til Englands Grand Prix har Pirelli planlagt at teste et nyt såkaldt compound, eller gummiblanding. I dette tilfælde et hårdere et af slagsen.

Samtlige teams er enige om, at dækkene i år spiller en meget stor rolle, især når det kommer til brændstoføkonomi og hastighed, og det er ingen hemmelighed, at det har voldt strategerne i teamene en del hovedbrud at knække koden på Pirelli-dækkenes gummiblanding og opførsel på banen, især under varme forhold.

Jenson Button overhaler Felipe Massa i Pirelli-dækrøg. Copyright Pirelli

Pirelli oplyser dog, at de er meget forsigtige, da man ikke ønsker at skabe panik og eventuel skævvridning i årets meget tætte mesterskabskamp.

"Der er en god pointe i at vi laver ændringer, især med den tætte kamp, som mesterskabet har i år, men vi ønsker ikke at risikere at skabe en fordel for et bestemt team," udtaler Pirellis motorsportsdirektør, Paul Hembery til Autosport.

"Så hvis du forestiller dig, at et team pludselig begynder at stikke af i løb nr. 10, 11 og 12, så vil vi få stærk kritik.”

Pirellifolk i arbejde.

"Vi tester, fordi vi ønsker at forstå den effekt og virkning, det (den hårde compound, red.) vil få, men det betyder ikke nødvendigvis, at det kommer med til løbene. Vi er nødt til at være meget forsigtige, fordi der er stor forskel på, hvor hvert enkelt team er med dækkene lige nu,” slutter Hembery.

Med et bredere temperaturområde vil de nye hårdere dæk være særligt velegnede til varmere forhold, hvor mange hold indtil nu har kæmpet for at finde den rigtige set-up til bilerne.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« C31 er vores bedste bil nogensinde Webber afviser Ferrari kontakt »