Det er en nyhed vi har ventet på i en vished om at det nok skulle ske en dag. Bernie Ecclestone bekræftede her i weekenden, overfor de franske medier, at der i 2013 skal køres Formel 1 på Paul Ricard-banen.
Paul Ricard har ikke været brugt til Formel 1 GP siden 1990, og Formel 1 har i det hele taget været ude af landet siden Felipe Massa tog sejren på Magny Cours i 2008.
Den sorte side af medaljen er at det er på bekostning af det belgiske GP på Spa Francorchamps.
Nick Heidfeld WilliamsF1 BMW FW27, Frankrig 2005
Vi kommer ikke helt til at undvære Spa, men løbene vil skifte, så der i 2013 bliver et fransk GP, i 2014 et Belgisk, 201 igen et fransk osv.
Før du, kære Formel 1-fan, bryder ud i harmegråd over at miste en fantastisk bane hvert andet år, bliver du nødt til at huske at det belgiske GP har kørt med massivt underskud i flere år, hvorfor alternativet kunne have været at det helt ville forsvinde fra kalenderen.
Det sidste der mangler nu, er en ratificering af FIA, men det kan højst anses som en detalje.
Hamilton under kvalen på Spa 2011
Hvis du ønsker at se Formel 1 med V8-motorer på Spa Francorchamps, er det altså om at købe billetter til i år. Jeg er sikker på at de udmærkede rejsearrangører der er i Danmark meget gerne vil hjælpe dig med dette.