Trist Daytona for danskerne

Det så længe godt ud, men 24-timersløbet på Daytona bød på ny på skuffelser hos de danske kørere. Jan Magnussen kæmpede i den store prototype-klasse, mens Allan Simonsen og Ronnie Bremer begge deltog i GT-klassen. Alle uden at komme på podiet.

Jan Magnussen på Daytona . Copyright Jan Kaiser

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 30/1 2012 klokken 16:01

John Nielsen gjorde det i 1988, da han vandt Daytona 24-timersløbet som den første dansker. Siden hen har det vist sig, at Super-John som han også kaldes, stadig er den eneste dansker der har vundet det berømte Rolex Daytona-ur man får for at vinde løbet.

I år håbede Jan Magnussen ellers, at det var hans tur. General Motors har bygget en Daytona Prototype, der under Chevrolet-navnet skulle kæmpe om sejren. Formen lignede også en Corvette, og håbet var stort, resultatet ikke lige så.

Jan Magnussen på Daytona
Copyright Jan Kaiser


For godt nok gennemførte Jan og hans trio af medkørere løbet, men det blev på en ottendeplads, da forskellige problemer kostede alle muligheder for sejr på trods af, at Spirit of Daytona Racing, som holdet hed ellers på et tidspunkt lå forrest.

Big Mag sagde efter løbet:

”Vi havde allerede fra start et problem med en kraftig vibration i bilen, som blev værre mod slutningen af ens stint. Bilen var helt anderledes end den havde været under træning og test, og vi havde slet ikke den balance i bilen, som man skal have for virkelig at kunne presse.”

”Men efterhånden som løbet skred frem, blev bilen bedre. Ud på natten var bilen god, men så fik vi et problem med gearkassen, der definitivt satte os ud af kampen om sejren. Skal jeg være realistisk, så havde vi nok ikke haft muligheden for at kæmpe med om sejren. Løbet blev igen i år afgjort i en kamp om sekunder og vi kunne ikke helt matche de omgangstider de hurtigste biler kunne køre.”


”Så modsat de sidste seks år, så sidder jeg ikke med fornemmelsen af, at vi skulle have vundet løbet, men det betyder ikke, at jeg ikke er skuffet lige nu. Vi havde håbet på så meget mere, og troede på forhånd, vi kunne være med til at kæmpe om sejren, og så er det selvfølgelig bittert, slet ikke at have præsteret det vi havde forventet”.

Jan Magnussen på Daytona
Copyright Jan Kaiser


Ronnie Bremer kørte for Jans gamle hold, Stevenson Motorsport i deres Camaro GT.R og også Ronnie lå på et tidspunkt og førte løbet. I stedet sluttede Ronnie og hans medkørere på plads fire i GT-klassen.

Allan Simonsen, der vel nok er Danmarks mest alsidige racerkører, deltog sammen med sin normale holdkammerat Dominic Farnbacher for TRG Porsche GT3 med holdets to normale kørere. Her blev det til en syvendeplads og langt fra podiet.

Ronnie Bremer sluttede under tyve sekunder fra podiepladsen, som den dansker der var tættest på bare lidt succes.

Selve løbet blev vundet af det lille Michael Shanks Racing, der med kørerne A.J. Allmendinger og ex-Formel 1-kører Justin Wilson som primus trækdyr sikrede sejren sammen med Oswaldo Negri og John Pew.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Petrov til Ferrari? Force India vil have Red Bull succes. »