Det forlyder nu, at den arbejdsløse Toro Rosso-kører, Sebastien Buemi, bliver ny reservekører for de to Red Bull-hold. Det kan man læse i den schweizisiske avis ’Blick’ og dermed vil den schweiziske kører stadig være en del af paddocken.
Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/1 2012 klokken 14:01
Det kom som et chok, da Toro Rosso valgte at skifte begge deres kørere ud. Ikke så meget fordi det skete, men fordi udmeldingen kom så sent, at der reelt ikke er nogle ledige sæder tilbage til de to kørere.
Nu ser det ud til, at Red Bull Racing giver Sebastien Buemi en livline. Ifølge den schweiziske avis ’Blick’, hvis korrespondent Roger Benoit er et kendt ansigt i Formel 1-paddocken, så vil Buemi blive annonceret som ny reservekører til 2012-sæsonen.
Sebastien Buemi som pitreporter i 2012?
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Vel at mærke for både hovedteamet Red Bull Racing og søsterholdet Scuderia Toro Rosso. Umiddelbart vil det sikre, at den 23-årige kører forbliver i paddocken, men sekundært så vil det lægge et pres på de to unge og nye Toro Rosso-kørere, Daniel Ricciardo og Jean-Eric Vergne.
I avisen kan man læse:
”Han vil være klar til at afløse ikke kun blandt Toro Rossos nye, Daniel Ricciardo og Jean-Eric Vergne, men også for verdensmester Sebastian Vettel eller hans Red Bull Racing-kollega Mark Webber.”
”Ingen ønsker at sige om kontrakten er underskrevet eller ej. Men for køreren fra Vaud, så er det bedste mulighed for i det mindste at blive i paddocken.”
Jaime Alguersuari regnes for at være udenfor Red Bull-regi nu efter denne hændelse med Red Bull motorsportsrådgiver Helmut Markko.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.