For de fleste af os er tabet af en racerkører et kæmpe chok. Vi sidder hjemme foran skærmen, og har mulighed for at skifte kanal, hvis det bliver for meget. For de stakkels kommentatorer, så er den mulighed ikke til stede.
Således oplevede Aslak Vind det hele direkte, da han kommenterede Moto GP-klassen for Viasat Sport. Vi bad Aslak om at fortælle os lidt om Marco Simoncelli, og hvordan han har det med situationen.
"Jeg er dybt rystet over tabet af en af MotoGP paddockens mest lysende talenter. Jeg kommenterede dagens MotoGP transmission fra løbet på Sepang for Viasat Sport, og selvom man i min branche ved at det er en farlig sport, så er det ubærligt at blive mindet om det i en live TV udsendelse, i en så tragisk ulykke."
Aslak Vind og Felix Valentin kommenterer løbet fra Australien for en uge siden
Copyright Michael Ewert
"Marco var kendt og elsket overalt i MotoGP paddocken. Med sit altid positive sind, charmerende italienske væsen og sin fantastiske afrohårpragt vidste alle hvem Simoncelli var. Der er personer der går ind i alle med træsko på, mennesker som man kommer til at holde af. Marco var sådan en person.”
"Han havde sagt, at han først ville klippe sit hår, når han blev MotoGP verdensmester. Typisk Marco at lave den slags sjove gags. Men under smilet og de sjove jokes, var en person som var sjældent målrettet og som tænkte, drømte og levede MotoGP.”
"Han startede i Minimoto i 1996, og flyttede senere til 125 klassen, hvor han blev europamester i 2002. Året efter kørte han 125 VM, hvor han tog sin første sejr på en regnvåd Jerez i 2004. Han blev 250 kubik verdensmester i 2008, og blev hurtigt spottet af MotoGP teamcheferne.”
”Han var blandt de mest lovende talenter i kongeklassen. Han var begavet med en rå speed, og et dræberinstinkt, som gjorde at alle holdt øje med ham. Han havde netop forlænget sin kontrakt med de nykårede MotoGP verdensmestre Honda som fabrikskører hos Gressiniteamet, og det var i paddocken forventet at han stod overfor sin første sejr, efter sin podieplacering i det sidste løb på Phillip Island."
MotoGP kommentator Aslak Vind og den unge Felix Valentin efter en vellykket kommentering fra Australien. Denne weekend var smilene væk.
Copyright Michael Ewert
"Han var kendt for sin aggressive kørestil, han gav aldrig op. Han har tidligere været berygtet for netop denne kørestil, men han modnedes meget i 2011, og var fornyligt på podiet på Phillip Island og i pole position på Brno. Et dræberinstinkt, som blev understreget på sidste omgang på Phillip Island for en uge siden, da han tog 2. pladsen i et af de sidste sving på den udfordrende bane i halvfugtigt føre."
"Han havde ligesom sin nære ven Valentino Rossi en forkærlighed for hurtige biler, og testede fornyligt en Ford Fiesta WRC rallybil. En test der gik så godt, at han snart igen skulle bag rattet."
"Jeg har hele eftermiddagen talt med folk i branchen, og ikke mindst dem der kendte Marco i paddocken. De græder i telefonen, og er helt knust. De fortæller, at overalt på Sepangbanen er der helt stille, det eneste man hører er generatorerne og air condition anlæggene."
"De har mistet en nær ven, en person som var respekteret hos konkurrenterne og elsket af langt de fleste. Han efterlader et stort hul i MotoGP verdenen, som bliver svært at fylde."