Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/10 2011 klokken 09:10
Jenson Button er ved at gøre sig klar til at give Sebastian Vettel al den modstand han kan slippe af sted med, når Formel 1 feltet på søndag afvikler Japans Formel 1 Grand Prix og derved gøre sit til at holde Vettel væk fra verdensmesterskabet så længe som muligt.
Button er den eneste ud over Vettel, der kan blive verdensmester i år, hvilket dog vil kræve at han vinder alle de resterende løb og Vettel ikke får point, hvilket næppe vil ske.
Men ved at sikre sig det bedste udgangspunkt til Søndagens Grand Prix, gør Jenson Button i hvert fald sit for at holde kog i gryden og presse Vettel maksimalt.
Men selvom Sebastian Vettel fik en skidt start på forberedelserne i Japan, mens Button fik det meste ud af det, ser det ud til at Red Bull racerne bliver bedre på denne bane, for hver omgang der er kørt.
Kun små to tiendedele sekund var der mellem Vettel og Button i denne anden frie træning, hvor Fernando Alonso havde fået kilet sin Ferrari ind mellem de to kørere der kæmper om mesterskabet, hvilket Red Bull ikke plejer at have problemer med at finde inden kvalifikationen.
Generelt var der også et langt tættere race end hvad vi er vant til, således holdt hele top 7 sig indenfor et sekund, hvilket ofte har været tiden mellem Red Bull og de andre.
Schumacher og Rosberg sluttede henholdsvis som nummer 6 og 7, med den gamle tysker forrest af de to, hvilket understreger at både Mercedes og Schumacher er ved at finde formen, langt om længe.
Hamilton, der efter første frie træning lå placeret som nummer to, måtte nøjes med en placering som nummer 8 og dermed også den første der var mere end et sekund langsommere end den hurtigste, der tilmed kører for samme hold. Næppe tilfredsstillende for ham, med mindre at der er tale om specielle tests.
Der var ikke så mange afkørsler i anden træning, kun nogle tæt på, hvilket understreger at der er ved at være mere bid i banen, nu hvor der er kommet mere gummi i asfalten.
I morgen, meget tidligt, bliver 3 træning afviklet og klokken 7 begynder kvalifikationen, så det er om at komme tidligt op igen.