Er Singapore for langt?

Løbet i Singapore er et langt løb. På grund af banens mange sving og lave gennemsnitshastighed, så varer løbet lang tid, og kombineret med varmen og fugtigheden, er spørgsmålet er løbet for langt?

Singapore by Night . Copyright Pirelli

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/9 2011 klokken 12:09

Normalt skal et Formel 1-løb have en længde af 305 km/t plus det løse. Monaco har særstatus og er det eneste løb i kalenderen, som er under 300 km langt, men burde løbet i Singapore også have en kortere løbsdistance.

Jenson Button, McLarens triathlet og nummer to i det netop afviklede løb, er ikke i tvivl. Før løbet blev afviklet udtalte han til avisen ’Daily Star’:

”Vi finder det meget hårdt, og efter løbet er man helt ødelagt. Det er et af de løb vi (kørerne, red.) faktisk finder lidt for langt, som måske trænger til at blive afkortet.”

“Efter løbet sidder alle kørere i deres biler et øjeblik før de kravler ud. Hvis man rejser sig for hurtigt, så bliver man svimmel og let i hovedet.”

Jenson Button mener løbet i Singapore er for langt på grund af varmen og fugtigheden
Copyright McLaren Media



“Det (løbet, red.) er næsten for hårdt – man er totalt drænet til sidst. Hvis man ser på billederne på podiet, så kan man se, at kørerne ikke er helt sig selv, på grund af varmen og dehydrering.”

Løbet i Monaco er kun 260,520 km langt. Tidligere var det tæt på to timersgrænsen i tørvejr, men gennem årene er gennemsnitsfarten på banen steget så meget, at løbsdistancen kunne hæves. De færreste af os ville nok klage, hvis man skar bare fem omgange af Singapores GP, for de fleste ville ikke engang opdage det.

Heikki Kovalainen ser Singapore, som en stor udfordring, som han byder velkommen.
Copyright Team Lotus


En kører som ikke deler Jensons synspunkt er køreren briten afløste hos McLaren. Heikki Kovalainen kan godt lide udfordringen.

”Varmen og fugtigheden er rimelig hardcore, men jeg kan lide det.”

“Det er en stor udfordring, og det er det F1 handler om.”

Hvad siger du kære læser? Er løbet for langt og vil du bemærke hvis løbet kun var 56 omgange langt i 2012, når du sætter dig foran fjernsynet?

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Button til Red Bull? Vettel får udvidet garagen »