Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/9 2011 klokken 10:09
Et samarbejde mellem et Formel 1-team og et medicinalfirma virker umiddelbart som to modstridende størrelser, men ikke desto mindre er det, hvad McLaren her til morgen har offentliggjort er forhandlet på plads.
McLaren Group meddeler, at firmaet har dannet et langsigtet strategisk partnerskab med en af verdens førende farmaceutiske virksomheder, GlaxoSmithKline (GSK). Videre hedder det, at det banebrydende samarbejde samler to store britiske virksomheder, som begge har fokus på innovation og højteknologisk forskning.
Samarbejdet løber i første omgang til 2016.
GSK’s ekspertise, herunder de videnskabelige elementer, omfatter analyse, data management, strategiformulering, processer, telemetri og personalemæssige elementer.
Videre hedder det, at GSK konkret har valgt McLaren Group som en strategisk partner med henblik på at give sin forretning en unik konkurrencemæssig fordel, bl.a. (men ikke begrænset til) udvikling af mere effektive planlægningsprocesser, udvikling af data, modelværktøjer til at informere strategiske beslutningsprocesser, udviklingen af en bedre real-time overvågning, scenarie-planlægning og prognoser.
GlaxoSmithKline fremstiller og distribuerer bl.a. astmaproduktet Ventoline samt Lucozade, Panadol og mundhygiejneprodukter som f.eks. Sensodyne.