De 2 seneste træninger har haft Webber i front, foran henholdsvis Alonso og Hamilton, men med Vettel et godt stykke nede i rækkerne. Set ud fra sæsonen indtil nu, betyder det absolut intet - Vettel evner at fokuserer sin energi på de ganske få omgange, der reelt betyder noget, så herfra, der bydes på Vettel på pole efter kvalifikationen.
Weekendens bemærkelsesværdige hændelse er selvfølgelig, at Renault har sat Heidfeld på bænken og erstattet ham med Bruno Senna, på trods af at Senna i sine 18 starter ikke ligefrem har imponeret resten af feltet. Tværtimod er han udgået i halvdelen af løbene og har en 14. plads som bedste resultat.
Heidfeld har nu valgt at sagsøge Renault for at få sin plads tilbage, da han mener, at han har en kontraktlig ret til den.
Q1
1 minut og 12 sekunder, MS har sat bilen af og sidst startende er nu fundet. En tur på græsset og i hegnet, det stopper effektivt MS kvalifikation på Spa - det ene baghjul falder ganske enkelt af og rammer forhjulet på vejen. Eller rettere, MS & Mercedes skal selvfølgelig have dispensation til at starte, da han ikke er på den rette side af 107 % reglens bestemmelser.
MS har 20 års jubilæum denne weekend, en debut han fik i Jordan-teamet, på trods af han ikke kendte banen - en ting som ville være helt utænkelig i 2011, hvor enhver gokartkører har trænet alle baner 1000+ gange på PS2.
Alle 23 mand er på banen, der har været ganske våd, men som nu ligger i tørvejr. Med tider på knap 2 minutter er der selvfølgelig begrænsede omgange til rådighed. Man kan reelt sætte 4-5 gældende tider i Q1.
Der meldes om mere regn på vej, men Spa er en så lang og udstrakt bane, at der kan være meget store vejrmæssige forskelle, men endnu en gang lever Spa i sensommeren op til ryet om ganske våde weekender.
Vettel, Webber, Sutil er i top3, men med 12 minutter igen, en bane der lynhurtigt tørrer op og endnu en byge på vej, så er det så godt som umuligt at spå om hvilke 17 kørere der får lov til at deltage i Q2.
Der er på nuværende tidspunkt ikke mindre end 4 kørere, der hænger med bagdelen i 107 % reglen, så de skal stramme sig an, for ikke at ryge ud - især hvis den lovede regn kommer om få minutter.
7 minutter tilbage af Q1.
Sebastian Vettel Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Bizart nok kan Q1 ende med at de 7 som ryger ud, da de har ikke overholdt 107 % reglen - pt. er Maldanado og Kobayashi de eneste 2 der ryger ud og som samtidigt har kørt stærkt nok til at starte i morgen.
2 minutter igen. Er man ikke på banen nu, er det slut for denne omgang. Ferrari er det eneste hold, der er i pit. Dobbelt McLaren i front.
3 mand opnår ikke gode nok tider - Ricciardio, Liuzzi og d'Ambrosio. Glock, Trulli og di Resta kommer heller ikke videre.
Button, Webber & Hamilton tager de første 3 pladser.
Q2
Q2 vil være ganske spændende. Hvor meget regn? Hvem ryger af? Hvem bliver på banen? Kan de mindre teams snyde de større teams? Skal Vettel have endnu en pole?
Spa er som altid en bane der giver fuld valuta for pengene - her kan vi kun sende en medfølende tanke til vores 2 udsendte medarbejdere, der står og må "nøjes" med motorløb i 18 graders varme og vådt vejr.
Det ser ud til der er vand på vej, så det er bare med at få sat en tid nu. Det kan lynende hurtigt gå galt.
Igen skal det påpeges, at med Spa's længde er der begrænsede omgange til rådighed, der er 15 minutter til rådighed og det vil kunne give 3, måske 4 gældende omgange, med mindre der er vand, så er der måske tale om max 2-3 gældende omgange. Så strategi og held er 2 ting der virkelig tæller i dag.
11 minutter tilbage. Der er endnu ikke sat en gældende tid.
McLaren har virkelig fundet melodien igen - Button og Hamilton i front, der dog straks deles af Webber, for så at blive slået alle af Vettel.
9 minutter igen og der er få skud tilbage i bøssen. Det samme gælder i Q3, hvor man måske har 2 forsøg, 3 hvis man kører 2 i træk.
Sutil er færdig for i dag - forvinge og venstre baghjul er ikke længere helt monteret som ingeniørerne planlagde på tegnebordet. En snurretur med 300+ km justerede begge dele på meget kort tid.
Rødt flag, sandsynligvis på grund af kulfiber på banen. 6.53 tilbage af Q2.
Alonso er nede på en 11. plads, så pausen kan blive ganske kritisk for ham, hvis der skulle komme vand inden vi starter igen.
Mark Webber Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Så er vi i gang igen. Alle biler strømmer ud på banen - der er 3 omgange at gøre godt med, uden dækskift eller justeringer "mano a mano".
Det regner igen. Det er totalt umuligt at gætte resultatet af denne kvalifikation. Alt kan ske.
Alonso er i fokus - en smule mistiming, han kan kun nå 2 omgange og ikke 3.
16 biler tilbage og vi har sandsynligvis ikke set den sidste afkørsel på Spa i dag.
Fuld skrue, kvalifikation og desperation - sjældent en god kombination med regn.
På trods af kraftig regn på dele af banen sætter Alonso bedste tid foran Buemi, der dog igen slås af Button, der slås af Webber, der slås af Vettel. Kan I se hvor det bærer hen?
Hamilton er bedst, Massa & Alonso hænger, men flere tider kommer.
Massa med igen. Alonso sætter bedste tid i sektor 1. Hamilton foran Webber i front.
Alonso sætter bedste tid. Button nede som nummer 13. KATASTROFALT kald af McLaren der sendte Button i garage for tidligt.
Maldanado og Hamilton har et mindre sammenstød på vej ud af pit - et sammenstød begge har del i.
Ude er Kovalainen, Sutil, Maldonado, Barrichello, Button, Kobayashi og og Buemi. Perez får lige halet bagvingen med i Q3.
Q3
Så kører vi de sidste 10 minutter. Massa lægger ud med en lille tur i kattebakken, men er tilbage igen. Husk her er der måske 3 muligheder, i bedste fald, så alle omgange skal være optimale.
Dagens kvalifikation er afgjort for kørere med store boller, der skal satses for at få pole i dag.
6 minutter igen og ingen gældende tider.
Alonso lægger friskt ud og barberer 10 sekunder af sin Q2-tid. 1,54 er tiden at slå. Det vælger Massa og Webber så fluks at gøre.
Som en kendt kommentator ville sige: Der er mange skiftende føringer...
3 minutter igen. De fleste kan nå 2 gældende omgange endnu.
Vettel Webber i front med en omgang tilbage.
Alonso har en katastrofal Q3, nede som nummer 10 og ser rigtig skidt ud på sidste omgang.
Hamilton får bedste tid, men slås straks af Vettel.
Webber slutter i top 3 foran Massa og Rosberg. Alguersuari er 6'er og Alonso er nede som nummer 8, efter Senna, men dog foran Perez og Petrov. Ren katastrofe for Alonso.
Følg med i morgen, når vi dækker løbet live.