"Alt på holdet er indhyllet i uvished.”
Så kontant udtaler veteranen Rubens Barrichello sig om situationen hos det pressede Williams F1-team, hvormed brasilianeren antyder, at hans dage i det hæderkronede team er ved at være talte.
Barrichello sluttede sin 2010-sæson hos Williams med 47 point, men siden da er det ikke gået hans vej. I 2011 er det hidtil kun blevet til 4 point, og teamkammeraten, Pastor Maldonado, er det ikke gået bedre, idet han ikke har scoret et eneste point hidtil.
"Jeg gider ikke mere, Patrick." Copyright Williams F1
Barrichello har dog en forklaring på problemerne. På grund af de manglende resultater har Williams på det seneste undergået store forandringer i form af ny teamstruktur og personale, og brasilianeren mener, at det netop er her, årsagen skal findes.
"Det er en helt utrolig situation," udtaler Barrichello til den italienske avis Corriere dello Sport. "Jeg ved ikke, om jeg vil fortsætte næste år under disse forhold.”
”I de seneste måneder har vi benyttet alt for mange aerodynamiske dele til, at vi har kunnet teste dem fuldt ud, og helt ærligt, du kan ikke bruge et løb til at teste. Vi er forvirrede, og holdet er indhyllet i uvished '.
Efter ankomsten af Mike Coughlan som chefingeniør, vil ændringerne dog fortsætte frem til 2012, hvor den tekniske direktør, Sam Michael, forlader sin post og Williams skifter fra Cosworth til Renault-motorer.
Trods Barrichellos forbehold udtaler bestyrelsesformand Adam Parr, at ændringerne er nødvendige for at få nye impulser.
Rubens Barrichello i FW33. Copyright Pirelli
"Jeg tror, at folk har brug for forandring," siger Parr. "Individuelt har alle gjort det bedste, de kan. Men der er den fornemmelse af, at vi ikke har opnået de resultater, vi har ønsket, og at vi havde brug for forandring.”
”Folkene kan lide, hvad vi laver, og de ved, hvor vi er på vej hen," slutter Parr.
Uenigheden er til at få øje på, og sandsynligvis er Barrichello i hvert fald på vej til et andet team – hvis han ellers kan finde et.