Vil du gerne en tur til Spa?

Okay, det er muligvis et særdeles dumt spørgsmål at stille Danmarks Formel 1 fanskare, for svaret er nok i de allerfleste tilfælde et rungende og altøredøvende JA!! Det eneste man skal gøre er ….

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 31/7 2011 klokken 09:07

…. at møde op til Københavns modeuge, som skydes i gang i den kommende uge.

Og nej, det er ikke en meget forsinket aprilsnar. Det er skam den skinbarlige sandhed, om end det lyder noget aparte.

I den kommende uge, hvor fashionistaer flokkes på hvert gadehjørne i den danske hovedstad, er det nemlig ikke kun champagne, modeshows, franske makroner og stilet-løb der står på menukortet. Denne gang er der også meget mere på programmet for den mandelige del af befolkningen, og ikke mindst for alle os Formel 1 fans!

Jenson og Lewis på fashionshoot 2011 Copyright McLaren Media

Jenson og Lewis Copyright McLaren Media

Stedet man skal være er i Hugo Boss butikken på Østergade, hvor der i anledningen af modeugen er sat en McLaren F1 simulator op, og for at vinde de to billetter til det famøse belgiske GP, som er udloddet, skal man ”bare” sætte den hurtigste tid, på den bane man nu skal køre. Hvilken bane der så er tale om ved undertegnede ikke endnu, men det er vidst ikke helt forkert at gætte på Spa.

Spa-Francorchamps hører til en af de mest legendariske baner på løbskalenderen, ikke mindst på grund af banens svære teknikalitet.

Spa Francorchamps

En omgang på Spa er en af de længere på løbskalenderen med sine i alt 6,976 km. (hvilket dog langt fra når op på de godt 14 km. som banen oprindeligt var lang), og på et helt løb kommer kørerne op i nærheden af de 306,944 kørte km.

Stykket mod Eau Rouge

Eau Rouge

Spa er heller ikke en af de baner, som kan siges at være fattig på sving, og nogle af de mest kendte af slagsen i motorsportens historie er da også at finde på den belgiske bane. Her kan blandt andet nævnes Eau Rouge, der ikke mindst gør sig bemærket ved, at kørerne kommer ned mod svinget med omkring 300 km/t, og på grund af den stigning, der er ud af svinget, kan de kun se en mur af asfalt. Rundt i svinget trækker de 4g, inden de skal op af bakken med en stigningsprocent på 15.

Copenhagen Fashion Festival spænder af i den kommende uge fra den 3.-7. august, og alle dagene har man chancen for at gøre sig til ejermand af billetterne til det belgiske GP, som afholdes i slutningen af måneden. Vinderen kåres den 8. august. Programmet over hele modeugen er til at finde på Copenhagen Fashion Festivals officielle hjemmeside og i diverse butikker rundt omkring i det københavnske.

God fornøjelse.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ungarns GP - Kvalifikation: Vettel på pole Ungarns GP – Før løbet »