Button og Hamilton frustrerede: Vi mangler fart

Med en fjerde- og sjetteplads i lang-gaberen på bybanen i Valencia, udtrykker begge McLaren-kørere samstemmende frustration over, at deres biler mangler fart.

Jenson Button og Lewis Hamilton . Copyright McLaren Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 27/6 2011 klokken 10:06

Det var tydeligt for enhver, at begge McLarens biler manglede fart i gårsdagens langgaber på bybanen i Valencia, og både Jenson Button og Lewis Hamilton udtrykker nu højlydt frustration situationen. Hamilton sluttede som nr. 4 hele 46 sekunder efter løbets vinder, Sebastian Vettel.

”Jeg fik en dårlig start og tabte til begge Ferrarier, og derefter var det bare et langt løb,” siger Hamilton i en pressemeddelelse.

”Teamet bad mig blive ude så længe som muligt, og jeg pressede på hele tiden, men desværre kæmpede jeg med overstyring og for at være helt ærlig, så følte jeg mig ikke helt tilpas med dækkene.”

Lewis Hamilton kan nu farverne på det italienske flag udenad. Copyright Pirelli.

Til TV-journalister udtalte Hamilton efter løbet, at det bl.a. handler om downforce og at der er en del, som skal indhentes til næste løb.

”Jeg mener, at vi mangler en hel del i downforce,” udtalte Hamilton. ”Vi har ikke foretaget opdateringer i adskillige uger nu. Vi har opdateret frontvingen, men det er i virkeligheden downforce bagtil, vi kæmper med.”

Eksverdensmesterens forventninger til næste løb er heller ikke på den positive side. Især når han tænker på de nye regelændringer i forbindelse med den såkaldte ”engine mapping”, hvor udstødningen i dag ledes under bilen og dermed øger farten (blown exhaust, red.).

”Jeg tror virkelig, at vi kommer til at kæmpe i det næste løb (McLarens hjemmebane på Silverstone, red.). Når vi mister vores ’engine-map’, kommer vi til at se store forskelle.”

Jenson Button er enig med sin teamkammerat.

”Vi har virkelig brug for nogle gode opdateringer,” sagde køreren efter løbet. ”Vi må stikke hovedet ned og forbedre hele pakken. Aerodynamisk skal der forbedres til Silverstone, for vi bevæger os ikke fremad, og det er præcis, hvad vi behøver at koncentrere os om nu.”

Button var heller ikke tilfreds med resultatet i Valencia, selv om han fik en fornuftig start.

Jenson Button. Copyright McLaren Media.

”Jeg fik en udmærket start, men det blev lidt tæt hen imod sving 2, og jeg var fanget på ydersiden, hvor jeg tabte terræn til Nico (Rosberg, red.),” sagde briten. ”Jeg havde heller ikke tilstrækkeligt med fart på langsiderne til at passere ham.

”Halvvejs i løbet mistede jeg min KERS, hvilket ikke alene gav problemer for mig i svingene, men også under nedbremsning.”

”Så alt i alt var det ikke et sjovt løb for mig, men situationen taget i betragtning var det ikke så dårligt at slutte kun otte sekunder efter en af Ferrarierne (Felipe Massa, red.).

”Vi har en del at se til inden løbet på Silverstone,” slutter Button.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Europas GP. Løbet LIVE. Vettel vinder Alonso: Vi nærmer os Red Bull »