• Forside

2.træning: Ny Alonso/Schumi-duel?

Som i formiddags var det Alexander Wurz (Williams), der var hurtigst i dagens anden træning. De efterfølgende pladser lægger dog op til en yderst interessant weekend med bare få tiendedele mellem flere af holdene.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 5/5 2006 klokken 15:05

Sædvanen tro så er der mere aktivitet i træningen fredag eftermiddag end i den om formiddagen. Straks fra start var der godt med kører – inklusiv flere af de mest oplagte kandidater til sejren på søndag – ude på banen. Dette billede varede hele sessionen ud, og først i de sidste sekunder kunne Wurz sikre sig den hurtigste tid.

Kigger man lidt længere ned i tabellen er det interessant at notere sig, at der måske er en gentagelse af duellen mellem Fernando Alonso (Renault) og Michael Schumacher (Ferrari) på vej. De to sluttede på henholdsvis anden- og tredjepladsen bare fire hundrededele fra hinanden.


Skal Michael Schumacher og Fernando Alonso igen kæmpe om sejren?

Som i den første træning viste Robert Doornbos (Red Bull) gode takter med en flot fjerdeplads bare 2 tiendedele efter Alonso. Tredjehurtigste løbskører var Ralf Schumacher – som er på hjemmebane i denne weekend – yderligere én tiendedel tilbage. Mellem de to kneb Anthony Davidson sig ind.

Dagens debutant, Franck Montagny, viste sig i begge træninger at være en klar forbedring sammenlignet med Yuji Ide. I formiddags var han lidt hurtigere end Takuma Sato og i den anden træning sluttede han fire tiendedele langsommere. Det virker i øvrigt som om, Super Aguri langsomt men sikkert nærmer sig resten af feltet. I dag var begge kørere mindre end fire sekunder efter Wurz og inden for et sekund fra Tiego Monteiro (Midland), Jacques Villeneuve (BMW) og Scott Speed (Toro Rosso).


Robert Doornbos gjorde det godt i dag.

Størst problemer havde Jarno Trulli (Toyota), der slet ikke fik sat en tid i dag. I den netop overståede træning kørte han bare fem omgange.

Du kan se alle tiderne fra træningen her og resten af weekendens program i TV-oversigten.

Husk også at tilmeld dig vores SMS-service, så du får resultatet af kvalifikationen og løbet tilsendt lige så snart det foreligger.