For to uger siden startede Formel 1-sæsonen i Australien, og det blev med pole position og sejr til Sebastian Vettel. I den netop afviklede weekend i Malaysia var det på ny pole position og sejr til den regerende verdensmester, der har startet sit titelforsvar på bedst mulige måde.
Selv de to podier lignede hinanden, dog var det holdkammeraterne i forhold til Australien, der flankerede den tyske vinder, men med en McLaren på plads to og en Renault på plads tre, så var det næsten de samme farver, der var på podiet. Kun Renault ændrede billedet, da deres to kørere havde fået gyldne kørerdragter på i et forsøg på at bekæmpe varmen.
Det lykkedes da også Nick Heidfeld at holde hovedet koldt. Først da han tog andenpladsen i starten af løbet, og siden kun at miste en placering på trods af de mange pitstop der var i løbet. Jenson Button på plads to kørte et typisk ’Buttonsk’ løb, hvor han formåede at få mere ud af dækkene end, hvad der burde være muligt.
Hispania Racing i det malaysiske GP
Copyright Motion-Company
De to Virgin kørere
Copyright Marussia Virgin Racing
Eric Bouillier lykønsker Nick Heidfeld
Copyright Lotus Renault GP
Her skal samtidig lyde en ros til Pirelli, der tog kritikken fra Australien til sig. Den gule farve, der indikerede den bløde dæktype var gjort gylden, men det var indførelsen af den gule stribe på begge sider af dækket, der vakte mest begejstring.
En ros skal også lyde til det udskældte HRT F1-hold. De formåede at kvalificere begge biler til løbet, og holdt sig derfor indenfor de 107%. Igen kan de takke topholdene for ikke at køre efter den bedst mulige tid i Q1, men kun en tid, der ikke var blandt de 18 dårligste.
Men med tanke på den udvikling, der har været hos det spanske hold siden debuten og en lille håndfuld træningsomgange i Australien, så skal de nok blive et positivt bekendtskab bagerst på gridden. Ikke at jeg tror de kommer til at avancere derfra, men specielt Virgin bør holde godt øje med Liuzzi.
For de to MVR-02 racere hos Marussia Virgin Racing mangler downforce, og specielt bagerst på bilen. Noget som Force Indias tredjekører kunne fortælle allerede i Australien, men som Timo Glock nævnte som et stort problem i Malaysia. Dette er sandsynligvis prisen holdet betaler for ikke at have haft bilen igennem en vindtunnel.
Apropos vindtunnel, så har HRT indgået et samarbejde med Mercedes, og skal benytte deres vindtunnel til udviklingen af F111. Der skal dog ikke lægges så meget i samarbejdet, men Mercedes har to vindtunneller, men må ifølge reglementet kun bruge den ene, derfor kan HRT leje sig ind i den anden.
Sebastian Vettel skriver autografer
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Mercedes GP-gruppefoto
Copyright Daimler-Benz
Kamui og Sergio skriver autografer
Copyright Sauber Motorsport
Før weekenden
Der sker mange ting i Formel 1 imellem løbene. Nogle kørere fløj fra Australien hjem til England for at bruge et par dage i simulatoren, andre kørere tog et par afslappende dage for at blive indenfor tidszonen, og igen andre var med til større arrangementer.
Team Lotus, som kører under malaysisk flag, brugte tiden på at lancere et juniorprogram i samarbejde med AirAsia, hvor danske Max Klinkby-Silver er en af de udvalgte. Det gjorde man i byen Putrajaya, hvor Heikki Kovalainen og amerikaneren Alexander Rossi kørte opvisning.
Heikki og Jarno med AirAsia Team Lotus Driver Development-kørerne
Copyright Team Lotus
Team Lotus-kørerne med et malaysisk basketballhold
Copyright Team Lotus
Amerikanske Alexander Rossi, som er en del af Team Lotus udviklingsprogrammet, kører Lotus T127 ved en opvisning i Putrajaya Street Demo
Copyright Team Lotus
Red Bull Racing brugte også tiden før løbet på et par gode arrangementer. David Coulthard kørte en Red Bull rundt i Kuala Lumpurs gader i forbindelse med endnu et af de populære Road Shows, som flere hold har indført. Hos søsterholdet Toro Rosso havde man fået ny sponsor i form af supermarkedskæden Giant, og det fejrede man ved at sende Sebastien Buemi og Jaime Alguersuari på en rigtig shoppingtur, hvor alle varerne ville gå til velgørenhed.
David Coulthard i Red Bull Speed Street i Kuala Lumpur
Copyright Red Bull Racing
Sebastien Buemi og Jaime Alguersuari efter et shopping-spree i det malaysiske supermarked Giant, som led i en sponsoraftale
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Mark Webber i 3d - Det virker
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Mercedes GP valgte sidste år at køre opvisning forud for weekenden. Det gjorde man ikke i år, men i anledning af hovedsponsoren Petronas er malaysisk, så havde de to kørere travlt i dagene op til løbsweekenden. De besøgte bl.a. et olieraffinaderi og skrev autografer i et storcenter.
Stor opmærksomhed ved et Petronas sponsorarrangement
Copyright Mercedes GP
Michael Schumacher omringet af malaysiske piger
Copyright Mercedes GP
To velklædte kørere med Petronas Towers i baggrunden
Copyright Mercedes GP
Kvalifikationen
Mark Webber var hurtigst i fredagens to frie træninger, og med Lewis Hamilton hurtigst i lørdagens ene træning, så var der lagt i kakkelovnen til en spændende kvalifikation. Du kan læse om den på BMF1 ved at bruge linket til højre for denne nyhed.
I Q1 handler det om de syv ringeste startplaceringer, men hvor de seks pladser nærmest er tildelt på forhånd, så er der altid en taber, der besætter den ærgerlige 18. plads. I denne weekend gik den til Pastor Maldonado, hvis kollega Rubens Barrichello snuppede den sidste videregående plads fra Q3.
I Q2 blev Michael Schumacher, som for to uger siden, den store taber. Mercedes-raceren er god nok til Q3, men når DRS-systemet ikke virker, så taber man tid. Men hvorfor skal det egentlig være tilladt at køre med DRS åben i de frie træninger og i kvalifikationen. Det skaber nogle kunstigt hurtige tider, som ikke afspejler bilernes reelle fart.
Q3 lignede længe en pole position til Lewis Hamilton. Den tilfaldt dog Sebastian Vettel, der hev den hjem i sidste øjeblik med både KERS og DRS. Bemærkelsesværdigt var det dog, at det kun var McLaren og Red Bull, der rigtig deltog i Q3. De resterende seks biler valgte at satse på en enkelt do-or-die omgang, og ingen af de seks kørere kunne blande sig helt i front.
De tre hurtigste efter kvalifikationen
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Sebastien Buemi i pitten
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Nico Rosberg
Copyright Daimler-Benz
Bemærkelsesværdigt var det, at der slet ikke kom nogen straffe efter kvalifikationens ophør. Vi er jo ellers vant til, at stewards tildeler mindst en straf, der får indflydelse på startrækkefølgen, men ikke i Malaysia.
Vidste du for resten, at Malaysia er en af de baner, hvor sikkerhedsbilen mindst er på banen?
Løbet
Malaysias Grand Prix blev et spændende løb. Der var action lige fra starten af, da Nick Heidfeld frækt kørte sig fra en sjette startplacering op til andenpladsen efter de to første sving. Skyerne over banen hang med en konstant trussel om regn, og DRS viste endelig sin berettigelse. Der var masser af overhalinger i dette løb, men var det for nemt, som Felipe Massa frygtede før løbet?
Underholdt blev vi, og jeg tænkte allerede i starten af løbet, da Fernando Alonso igen igen endte efter Vitaly Petrovs Renault, at den spanske kører måtte have råbt inde bag hjelmen. Petrov gav dog pænt plads ved at køre af banen, så Ferrarien, der i kvalifikationen intet havde vist, viste sig som en noget bedre løbsbil.
Kamp igennem andet sving
Copyright Ferrari Media
Vitaly Petrov foran de sædvanlige Ferrari
Copyright Renault Media
Red Bull lavede et dækskifte på 2.7 sekunder
Copyright Pirelli
Dækkene fungerede både bedre og værre end frygtet, hvilket betød pitstops på tidspunkter, hvor de ikke var ventede. DRS og KERS drillede også, og Sebastian Vettel fik på et tidspunkt at vide, at han ikke måtte bruge KERS mere. Vi fik dog ikke at vide, at det kom til at virke igen, men det skabte da lidt spænding for om en af andre kørere kunne hente ham.
Det kunne de ikke. Der var også en kontrovers imellem Lewis Hamilton og Fernando Alonso, da Fernando ramte Lewis’ bagdæk og måtte i pit efter en ny forvinge. Påkørslen blev Fernando efter løbet tildelt en tyvesekunders straf for.
Lewis Hamilton blev også straffet for at have foretaget for mange retningsskift, mens han forsvarede sin position overfor Fernando Alonso. Den fik englænderen efter løbet også tyve sekunder for, hvilket sendte ham fra plads syv til otte. Det var to separate episoder, men man kan læse på diverse debatfora, at mange tror det var samme forseelse de blev straffet for.
Ingen af kørerne var dog specielt sure over straffen, hvilket du også kan læse på BMF1.
Nick Heidfeld, supersub i folkemunde, gjorde det umulige og gik fra Zero til Hero i dette løb. Efter at have været udskældt i Australien, så viste han sit talent i løbet, hvor han ikke gjorde meget andet væsen af sig end at tage starten.
Vettel tager sejren i Malaysia
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Vettel-fingeren er blevet dobbelt
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Årets podie i Malaysia 2011
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Typisk Quick-Nick, der kørte en flot tredjeplads hjem. Om Robert Kubica kunne have gjort det bedre tror jeg ikke. Felipe Massa skal have ros for at køre et flot løb, selv om de fleste er enige om, at der ikke står Massa på den røde racer i 2012.
For den fulde løbsrapport, brug linket til højre for nyheden.
Hot og Not-listerne
Efter Australiens Grand Prix – Dagen Derpå var der kritiske røster om, hvorfor kørere som Lewis Hamilton og Sebastian Vettel ikke var at finde på Hot-listen. Dertil må jeg sige, at Hot- og Not-listen er min egen subjektive vurdering, og her spiller forventningerne naturligvis ind.
Det er noget nemmere at komme på podiet i en vinderbil end i en Renault, så lader vi den stå her.
Hot Top 3
1. Nick Heidfeld – for at køre et blændende løb efter skuffelsen i Australien. Renaulten burde ikke være podiemateriale.
2. Kamui Kobayashi – for at køre Sauber-raceren i pointene og lave flere flotte overhalinger.
3. Paul di Resta – Rookie i år men to ud af to gange har han gjort det bedre end den noget mere erfarne kollega, Adrian Sutil.
Nick Heidfeld på podiet
Copyright Lotus Renault GP
Kamui Kobayashi
Copyright Sauber Motorsport
Vettel med champagne og trofæ
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Not Top 3
1. Adrian Sutil – vil gerne til et tophold, men formår ikke at gøre det bedre end sin holdkammerat, som er ny på årets baner.
2. Williams – det er bare ikke godt nok. Synd for Pastor Maldonado, der kan ende som sorteper i det lange løb.
3. DRS og KERS. DRS bør ikke kunne bruges før løbet, og KERS bør stadig tidsbegrænses, som man kender fra de lignende ’Push to Pass’-systemer i andre løbsklasser.
Kamp i den bagerste del af feltet
Copyright Williams F1
BBC's Jake Humprey og Eddie Jordan interviewer Karun Chandhok
Copyright Team Lotus
Pirellis menneskelige F1-bil
Copyright Pirelli
Da jeg ikke forventer, at du er enig med mig i mine Top 3-lister, så er du meget velkommen til at poste dine egne i kommentarfeltet. Det er jo meget interessant at læse, hvad vores læsere mener.
Udenfor kategori
Det er mig en stor ære at kunne fortælle, at vi har udvidet vores stab af Formel 1-interesserede på Bil Magasinet Formel 1. Hvis du så TV2 Go’ Morgen Danmarks indslag/optakt til Formel 1-sæsonen fredag den 25. marts, så vil du have set vores nyeste skribent.
Byd godt velkommen til Lea. En ung pige, der lider af den farlige sygdom, Formula Unos Incrediblus Dependedus, hvilket kort sagt betyder en pige, der kan lide Formel 1. De findes, men der er ikke så mange der ligefrem råber op om det i Danmark.
Lea har sin egen blog ’Formula Fashion’, hvor hun skriver om bl.a. mode og Formel 1 (de to ting hænger jo lidt sammen), og hun vil bringe et kvindeligt touch på BMF1, og måske få nogle flere kvindelige Formel 1 fans til at springe ud af skabet.
Mark Webber i en ikke så flatterende vinkel
Copyright Red Bull Racing/Getty Images
Lewis Hamilton
Copyright McLaren Media
Jenson Button
Copyright McLaren Media
Vi byder hende velkommen og håber I vil gøre det samme.