Bahrain i november?

Der er endnu ikke kommet nogen endelig afklaring på det aflyste/udskudte løb i Bahrain. Flere muligheder har været nævnt, bl.a. midt i F1-sommerferien, men også at det slet ikke bliver afviklet. November virker som det bedste bud for afviklingen af løbet.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 4/3 2011 klokken 08:03

Det har uden tvivl givet Bernie Ecclestone flere grå hår på hovedet, at løbet i Bahrain måtte udskydes. Her var en situation, hvor Bernie ikke var i fuld kontrol, hvor omstændighederne gjorde en afvikling af løbet i marts måned umulig.

Det huer naturligvis ikke Mr. Formel 1, som ser det som et stort prestigetab slet ikke at afvikle løbet fremfor den udskydelse af løbet, som det i øjeblikket er. Men hvor ligger man et løb i en i forvejen fyldt kalender?

Der er to steder, som virker logiske, og specielt den ene mulighed er noget dyrere end den anden. Den tre uger lange sommerferie imellem Ungarns Grand Prix og Belgiens Grand Prix eller lige før eller lige efter Abu Dhabis Grand Prix.

Udskydelsen/aflysningen af løbet i Bahrain har gjort det svært for Bernie Ecclestone. Her Vitantonio Liuzzi i sidste års løb.
Copyright Force India


At bruge F1-sommerferien vil ikke være populært. I forvejen er den indført for, at specielt de hårdtarbejdende mekanikere i Formel 1, kan få en mulighed for at være lidt sammen med den biologiske familie frem for F1-holdet, men der er også lige det med varmen i Bahrain i august måned.

For den er nærmest kogende, og selv de mest hærdede Formel 1-fans vil næppe kunne klare temperaturer omkring de 40-50 grader i skyggen, imens de sidder på en åben tribune eller står op langs med banen. Denne mulighed er dog også blevet afvist af Bernie Ecclestone.

”Glem august – det er for varmt. Det er for varmt for publikum at sidde på en tribune, når der er 40 graders varme.”

Et løb i Bahrain ugen før eller ugen efter Abu Dhabis Grand Prix er ikke populært.
Copyright Abu Dhabi


Så er der den anden løsning, der også logistisk virker mere human, om end en afvikling efter Abu Dhabis Grand Prix også virker meget presserende. Skal løbet i Bahrain afvikles i år, så virker det mest naturligt at afvikle løbet i weekenden før Abu Dhabis Grand Prix, der samtidig er weekenden efter Indiens Grand Prix.

Det vil give de korteste rejseafstande, men mindre heldigt at have to løb så tæt på hinanden, både datomæssigt og distancemæssigt. Det er dog den bedste mulighed for at kunne afvikle løbet i år, men der er jo stadig risikoen for, at den politiske uro i Bahrain på dette tidspunkt har udviklet sig til en regulær borgerkrig.

Bernie Ecclestone blev torsdag interviewet af BBC, og her fortalte han lidt om Bahrains Grand Prix:

”Vi vil se på, hvad vi kan gøre, hvordan vi kan bytte tingene rundt. Måske vi kan bytte med Brasilien, noget a la den stil. Jeg ved ikke, hvor sandsynligt det er, at der kommer fred i Bahrain, men hvis der er, så finder vi en løsning.”

Michael Schumacher i Bahrain sidste år. Kommer vi til at se ham i Bahrain i år?
Copyright Bridgestone Motorsport


”Folket har været store supportere af os, og der kommer flere og flere. Vi har meget mere opbakning i Bahrain end da vi først startede her, og hvis de ønsker et løb, så giver vi dem et løb.”

Det er dog på ingen måde alle, som ønsker at løbet i Bahrain bliver afviklet i år. Regerende verdensmester Sebastian Vettel udtalte under det netop afviklede ’Geneva Motor Show’, at der er stress nok i forvejen sidst på sæsonen.

”Afslutningen på sæsonen er allerede stresset nok, og vi burde have nok løb alligevel.”

Starten på Brasiliens GP 2011 kan komme til at foregå i julemåneden.
Copyright Williams F1


Problemet med Bahrain sidst på sæsonen er, at det er rene oversøiske løb. Her vil man få tre løb i streg, hvor der ikke er tid til at lade batterierne op med Indien først, så Bahrain og sidst Abu Dahbi.

Et andet rygte antyder, at Bahrain skal afvikles efter Abu Dbahis Grand Prix, og at man samtidig vil forsøge at flytte det brasilianske grand prix en uge, så det bliver afviklet den første uge i december.

Første indikation på om Bahrain bliver genindsat i kalenderen kan komme tirsdag. Her mødes World Motor Sport Council i Paris.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« The Stig tror på Hamilton Ferrari skifter navn igen »