Viasat er klar

Viasat inviterede i fredags til sportspressemøde i anledning af det sportsår, som TV3’s seere kan opleve i foråret. Hovedfokus var på fodbold og Champions League, men årets Formel 1-hold blev også præsenteret. Her er der ingen ændringer.

Viasat Formel 1-kage . Copyright Michael Ewert

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/2 2011 klokken 18:02

Der kommer ikke de store overraskelser, når Formel 1-sæsonen starter i marts måned. Det bliver stadig TV3 Puls, der viser samtlige træninger, kvalifikation og løb, og holdopstillingen bliver den samme som sidste år.

Jacok Kjeldberg bød velkommen til Viasats sportspressemøde
Copyright Michael Ewert


Det betyder, at vi stadig har evigt unge Thorkild Thyrring som en af grundpillerne. John Nielsen og Jens Hansen vil stadig være kommentatorerne, Peter Palshøj vil styre op- og nedtaktsprogrammerne, og ved sin side vil stå Nicolas Kiesa og/eller Tom Kristensen.

TV3 Puls' Formel 1-hold - Fra v-h: Thorkild Thyrring, John Nielsen, Jens Hansen, Nicolas Kiesa og Peter Palshøj
Copyright Michael Ewert


Optaktsprogrammerne vil hovedsagelig være af halvanden times varighed mod de to timer vi oftest så i 2010. Jens Hansen vil kommentere samtlige sessioner, hvad enten det er træning, kvalifikation eller løb.

Igen blev det præciseret, at vi ikke får HD-signalet, når sæsonen starter, men Viasat pressechef Søren Hedman vil ikke afvise, at det kan komme, men ikke her og nu.

Peter Schmeichel og Thorkild Thyrring skærer kagerne for
Copyright Michael Ewert


Det kræver nok nogle tekniske (læs dyre) opgraderinger, og her venter man på erfaringerne fra udlandet, og end ikke tyske RTL viser HD-signalet.

Fodbold løber dog med den største opmærksomhed. FC Københavns succes og den kommende kamp mod Chelsea, der ikke bare kan ses i HD, men også i 3D. Også på fodboldfronten for dem, som også følger kampen med den runde bold, ligner rollerne de tidligere år.

Thorkild serverede det første stykke kage for Mascha Vang
Copyright Michael Ewert


Et emne, der også kort blev gennemgået var den kommende boksekamp mellem Brian Nielsen og Evander Holyfield, og her er Claus Borre i kommentatorsædet.

Lad os glemme de to bokselegender, og de mange fodboldkampe vi får serveret, og glæde os over, at vi igen får samtlige Formel 1-løb vist direkte lige fra de tidligere morgenløb til de tidligere aftensløb direkte på TV3 Puls.

Nicolas Kiesa med kæresten Mascha Vang
Copyright Michael Ewert


Studievært Peter Palshøj glæder sig og forventer en sæson med mindst fem forskellige hold, som vindere i løbet af sæsonen. Lad os bare for spændingens skyld håbe, at han får ret.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Jerez test – dag 4 Eksklusivt tilbud til BMF1’s læsere »