I et interview med den finske avis ’Turun Sanomat’ fortæller den tidligere McLaren teamchef, Ron Dennis, om det bedste og værste minde han har fra tiden hos McLaren.
Det værste er ikke overraskende Mika Hakkinens uheld i Adelaide 1995, hvor finnen nær var blevet slået ihjel i en af Rons biler.
”Det værste var, da jeg var nødt til at tage til hospitalet i Adelaide efter Mikas uheld. Der var en mulighed for, at en kører var blevet slået ihjel i min bil.”
”Heldigvis skete det ikke.”
Mika Hakkinen på Mercedes-standen på Hockenheim 2010. Mika er en af de bedste kørere McLaren har haft ifølge Ron Dennis.
Copyright Michael Ewert
Det bedste minde er hverken Ayrton Sennas mange mesterskaber, heller ikke Lewis Hamiltons mesterskab i 2008. I stedet siger den 63-årige Ron:
”Mit bedste øjeblik? Naturligvis burde jeg sige, at det var det sidste mesterskab med Lewis, men for mig var det det første med Niki (Niki Lauda 1984, red.).”
Mika Hakkinen, Lewis Hamilton og Ayrton Senna betegner Ron Dennis som de tre bedste kørere han har haft under sig. Samtidig viser begrundelsen, hvordan den perfekte McLaren-kører ser ud.
”Mika vælger jeg for hans ærlighed, Lewis for hans kompromisløse attitude, og Ayrton på grund af hans passion.”