HRT bekræfter Karthikeyan

Som vi kunne berette i går, så har Narain Karthikeyan skrevet kontrakt med Hispania Racing F1 for 2011. Det stod der på inderens twitterprofil, men der var intet fra HRT selv omkring den nye kører. Det kom der så tidligere i dag, hvor verdens hurtigste indianer blev annonceret.

Narain Karthikeyan på Indianapolis, hvor en fjerdeplads blev kørt i hus. . Copyright Jordan Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 7/1 2011 klokken 15:01

2011’s nok mest overraskende kørervalg er nu officielt.

Efter fem år på sidelinien, to år som on-off testkører for Williams F1, og et 2010 som foregik delvis i en af USA’s mindre NASCAR-serier og delvis som kører i SuperLeague Formula, så er den indiske kører Narain Karthikeyan tilbage.

Du har nok lagt mærke til fejlen, hvor jeg kalder Narain for Verdens hurtigste indianer. Det er i første omgang sådan man læser indledningen på den udsendte pressemeddelelse ”The Fastest Indian in The World” inden man får tænkt sig om.

Narain Karthekeyan har bl.a. kørt A1GP efter Formel 1-eventyret.
Copyright A1 GP Media


Nu er det dog officielt. Den indiske kører, som kørte for Jordan tilbage i 2005, har sikret sig et cockpit i Formel 1, og tilfældigvis med den indiske bilfabrikant Tata i baglommen og med verdenshistoriens første indiske grand prix i kalenderen sidst på sæsonen, så er der sikret jobgaranti i 2011.

Det er selvfølgelig Colin Kolles-forbindelsen, der har sikret Narain Karthikeyan sædet. I 2005 var Colin Kolles en del af Jordans ledelse, og den indiske kører var en del af Colles’ Le Mans-indsats i 2009 og 20, hvor inderen kørte i den ene af holdets to Audi R10-racere.

Teamchef Colin Kolles udtaler:

” Det er en glæde for os at have sikret Narain Karthikeyan som vores løbskører i 2011 Formel 1-mesterskabet. Jeg har kendt Narain i lang tid, og han kan udnytte den erfaring han opnåede, da han kørte for Jordan Grand Prix og som test- og reservekører for Williams F1.”

”Narain har også kørt i andre løbsserier og kørt en af de legendariske Audi sportsvogne i Le Mans Series. Jeg er sikker på, at hans erfaring og fart vil være meget nyttigt for holdet i denne sæson. Vi byder Narian velkommen til vores hold og ser frem til at arbejde tæt sammen med ham i år.”

Colin Kolles og Narain Karthikeyan på Indianapolis 2005
Copyright Jordan Media


Narain Karthikeyan udtaler:

”Det har været et stykke tid undervejs, men jeg er ekstremt glad for at skulle køre race i Formel 1 i 2011. Jeg har altid sagt, at jeg ikke har opgivet min drøm om at vende tilbage til toppen af motorsport.”

”Jeg er helt sikker på, at jeg stadig har farten, fysikken og viljen til at opnå succes i Formel 1.”

”Jeg ser frem til at køre race for Hispania Racing, og til at arbejde sammen med Dr. Colin Kolles. Vi har haft et længerevarende og godt arbejdsforhold. Jeg ser også frem til at køre i det første indiske grand prix i oktober, og jeg håber at det indiske folk vil bakke mig op.”

Hvem der bliver Narain Karthikeyans holdkammerat i år vides stadig ikke, men Bruno Senna bliver det ikke.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Force India bagud med 2011-modellen? McLaren med hybrid i Valencia? »