Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 29/12 2010 klokken 10:12
”Vi har et godt forhold nu,” udtalte Mark Webber for nylig i et interview med BBC.
”Vi fik os en god snak efter sæsonen og har fået lagt vores uoverensstemmelser bag os, så vi nu er klar til at kæmpe side om side endnu en sæson, med henblik på at generobre begge titler,” kom det uddybende fra Australieren, der længe lå til at vinde verdensmesterskabet i 2010.
Mark Webber mener at en del af deres uoverensstemmelser skyldes det faktum, at de begge har været under hårdt pres gennem hele sæsonen og at begge ville vinde det mesterskab, nærmest uanset hvad.
”Det er svært at få en tæt snak i løbet af sæsonen, når vi kæmper så direkte mod hinanden, men her over vinteren har vi den tid der skal til og den har vi brugt fornuftigt,” tilføjede Webber.
”Det er naturligt at man kan blive uenige eller direkte uvenner, når man kæmper så hårdt mod hinanden. Der er jo ingen tvivl om, at ens holdkammerat også er ens hårdeste konkurrent.”
”Når vi så samtidig begge havde mulighed for at gå efter titlen, er der ingen tvivl om at gnisterne også hurtigere vil komme frem,” sluttede Webber, der altså ikke er i tvivl om, at 2011 også vil blive et godt år for Red Bull og igen med begge kørere med helt fremme.