Force India fredagskører snuppede DTM-titlen

Der var mere end æren på spil. Denne søndag morgen stod slaget om DTM-titlen imellem Force Indias testkører Paul di Resta, McLaren testkører Gary Paffett og den mesterskabsførende Bruno Spengler. Paul di Resta snuppede titlen med plads 2.

Paul di Resta - dette års nummer 1 i DTM . Copyright DTM Media

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/11 2010 klokken 10:11

På den katastrofale gadebane i Shanghai stod slaget om dette års DTM-titel. Tre kørere havde muligheden for at tage titlen i dette års sidste løb. Bruno Spengler førte mesterskabet med tre point til Paul di Resta, og hele ni point til Gary Paffett.

En dyr kvalifikation, hvor flere biler blev voldsomt smadret og ødelagt i alle fire segmenter betød, at mesterskabsførende Bruno Spengler måtte tage til takke med en 17. startplads. Rivalerne Paul di Resta snuppede pole position med Gary Paffett.på andenpladsen.

De tre titelkandidater før det sidste løb
Copyright DTM Media


Problemet med banen i Shanghai var banens udformning. En lang lang pitindkørsel med en fartgrænse på 60 km/t betød, at kørerne mistede en omgang på et pit stop, og banen var så smal at den fik Monaco til at ligne en tresporet motorvej i det jyske. Begge dele skulle komme til at spille en rolle i dagens løb.



Her havde arrangørerne valgt at starte løbet bag sikkerhedsbilen for at undgå de normalt uundgåelige sammenstød, der finder sted i næsten hvert DTM-løb. Første del af løbet gik også efter planen, men så kom pit stoppene, og når et pit stop koster en omgang på banen, og der skal foretages to i løbet, så blev det en stor rodebutik, hvor hurtigere kørere blev fanget bag langsommere, som de var nødt til at give plads til på grund af de blå overhalingsflag.

Start/mål-svinget med pitlanen ved siden af
Copyright DTM Media


Der var ikke meget plads i Shanghais gader
Copyright DTM Media


Med syv minutter tilbage af løbet skete det uundgåelige, så banen blev spærret efter sammenstød mellem Audis Mike Rockenfeller og Mercedes’ Susie Stoddart, hvilket fik de kinesiske arrangører til at smide det røde flag over banen. Det betød, at løbet ikke kunne genstartes, og Gary Paffett, der havde overhalet Paul di Resta igennem en bedre pitstrategi blev erklæret vinder.

Paul di Resta snuppede med andenpladsen dette års kørertitel, og nærmest symbolsk blev den afgående mester fra Audi, Timo Scheider, sidste mand på podiet. I de efterfølgende interviews blev Paul di Resta spurgt om muligheden for at køre fuldtid hos Force India eller forsvare titlen i DTM, og her var svaret, at man stadig forhandlede med Force India.

Paul di Resta foran Gary Paffett
Copyright DTM Media


Gary Paffett kom foran igennem en bedre pitstrategi
Copyright DTM Media


Dette års DTM-sæson lignede på mange måder den tilsvarende Formel 1-sæson. En kører fører det meste af sæsonen for til sidst at ende som sorteper i mesterskabet, manden på 3. pladsen forud for sidste løb vinder sidste løb, men dog ikke mesterskabet, og så var der lige Paul di Resta, der først blev rigtig god i anden halvdel af sæsonen ligesom Sebastian Vettel.

BMF1 ønsker Paul di Resta tillykke med DTM-mesterskabet.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ricciardo bliver Toro Rosso-fredagskører ROC: Overraskende vinder »